PPR-Videnscenter
Her på siden kan du læse mere om PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).
Indhold

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)
PPR står for pædagogisk psykologisk rådgivning. Vi er et tværfagligt kommunalt tilbud, som yder rådgivning, vejledning og sparring til dagtilbud (herunder dagpleje), skoler og forældre. Ved behov foretager vi også undersøgelser, udarbejder vurderinger og forestår b.la. genoptræning samt behandlingstilbud til børn og unge vedrørende f.eks. angst og ængstelighed.
Nedenfor kan du få mere viden om PPR i Mariagerfjord Kommune.
Bliv klogere på PPR-Videnscenter
PPR, der står for pædagogisk psykologisk rådgivning, er et tværfagligt kommunalt tilbud, der tilbyder rådgivning, vejledning og sparring til dagtilbud (herunder dagpleje), skoler og forældre. Ved behov gennemfører vi også undersøgelser, udarbejder vurderinger og forestår blandt andet genoptræning samt behandlingsforløb for børn og unge med eksempelvis angst og ængstelighed.
PPR´s opgave er, i samarbejde med dagtilbud, skole og forælde, at bidrage til at alle børn og unge får mulighed for at lære, trives og udvikle sig. Hertil er det også PPR´s opgave at understøtte dagtilbud og skoler i deres arbejde med at skabe gode og stærke børne/unge-fællesskaber som alle kan være en del af.
PPR består af forskellige fagligheder med hver deres viden om børn og unges udvikling. I PPR har vi følgende fagligheder:
- Ergo- og fysioterapeuter
- Tale-høre-sprog- samt læsekonsulenter
- Psykologer
- Indsatspædagoger
Målgruppen for PPR er alle børn og unge mellem 0-18 år i Mariagerfjord Kommune. PPR bistår dagtilbud og skoler, både kommunale samt fri- og private.
PPR arbejder inden for Mariagerfjord Kommunes Børne- og ungepolitik og Fælles Pædagogiske Fundament, som vi sammen med dagtilbud og skoler tager afsæt i. Det Fælles Pædagogiske Fundament handler bl.a. om, at mennesker skal forstås i sammenhæng med de kontekster og relationer, de indgår i, og at et barn/en ung således ikke er vanskeligt, men i vanskeligheder. Det betyder, at når et barn/en ung er udfordret, vil vi altid starte med at se på den kontekst og det fælleskab, barnet/den unge befinder sig i.
Konkret arbejder PPR via vores forskellige fagligheder med at:
- Styrke børne- og ungefællesskaber.
- Arbejde med pædagogisk-psykologiske problemstillinger, der knytter sig til børns/unges læringsmiljø og deres omgivelser.
- Understøtte voksne omkring barnet/den unge i at udvikle deres praksis, så de bedst muligt fremmer barnets/den unges trivsel, læring og udvikling.
- Rådgive, vejlede og sparre med personale og forældre og herunder give ny viden og pædagogiske handlemuligheder.
- Observation og analyse af fællesskaber og barn/ung.
- Foretage relevante undersøgelser med henblik på øget forståelse for det enkelte barns/den unges udfordringer.
- Udarbejde pædagogisk-psykologiske vurderinger (PPV).
- Henvisning til psykiatrien
Vi forsøger i videst mulig omfang at have barnets/den unges perspektiv inddraget i vores arbejde. Det barn/den unge der er i vanskeligheder vil altid have en unik viden om egen situation, og det er vigtigt, at denne viden også tillægges passende vægt. Det samme gør sig gældende, hvis en børnegruppe eller en klasse er i vanskeligheder.
Ud over dagtilbud og skoler har PPR også et tæt samarbejde med Sundhedsplejen og Familierådgivningen. Endeligt samarbejder PPR med kommunens læger og psykiatrien i Region Nord.
Det er meget forskelligt, hvad der kan udfordre fællesskabet eller det enkelte barn/unge. I PPR har vi forskellige fagligheder, der med hver deres viden kan bidrage til, i samarbejde med dagtilbud/skole og forældre, at finde de gode løsninger for bedre trivsel, læring og udvikling. PPR kan f.eks. hjælpe med udfordringer vedrørende følgende:
- Koncentrations- og overbliksbesvær
- Socialt samspil og leg
- Følelsesmæssig regulering
- Udtale, sprog og kommunikation
- Motorik
- Sensoriske udfordringer
- Mistrivsel
- Angst og ængstelighed
- Uro
- Ufrivilligt/bekymrende skolefravær
- Faglige udfordringer
- Fysiske og psykiske funktionsnedsættelser
Som tidligere nævnt vil PPR altid tage udgangspunkt i kontekst og fællesskab (læs mere). PPR laver ikke konkrete indsatser i hjemmet, men giver råd og vejledning til forældre ift., hvordan man som forælder bedst muligt understøtter sit barns udvikling.
Er der behov for konkrete indsatser i hjemmet, skal man som forælder kontakte Familierådgivningen.
PPR er organiseret i tre tværfaglige distriktsteam og et specialteam. Vi bestræber os på at organisere os således, at de samme fagpersoner/det samme team følger børnene fra dagtilbud (herunder dagpleje) til og med udskolingen. Vores specialteam dækker alle kommunens specialtilbud.
Vores fagpersoner mødes jævnligt med ledelsen i henholdsvis dagtilbud og skole for at understøtte et tæt samarbejde og drøfte hvorledes PPR bedst muligt kan bidrage til løsning af udfordringer og udvikling af læringsmiljø.
På almenområdet vil du som forælder altid blive kontaktet og være inddraget, hvis PPR ønskes tilknyttet dit barn. Når PPR kobles på et konkret barn, vil der oftest blive afholdt et dialogisk analysemøde, hvor I som forældre deltager sammen med dagtilbud eller skole, evt. barn/ung og relevante fagligheder fra PPR. Formålet med mødet er at finde frem til, hvad udfordringerne handler om og udarbejde en god plan for, hvordan vi bedst hjælper barnet/den unge.
På specialområdet er samarbejdet med PPR en fast del af tilbuddet, og PPR sparrer løbende med personale og ledelse om indsatser, mv. Som forælder er det samarbejdet mellem tilbud og hjem, som er det primære, men I kan også opleve at deltage på møder sammen med PPR, hvis der sker ændringer i jeres barns udvikling og trivsel, eller der opstår behov for at justere på indhold og rammer ift. jeres barns hverdag.
En Pædagogisk Psykologisk Vurdering (PPV) har til formål at vurdere om et barn/en ung har behov for specialpædagogisk bistand i skolesammenhæng. Dvs. at barnets behov for støtte har et omfang, der er større, end hvad der kan forventes, at en almen skole som udgangspunkt kan imødekomme. Der skal ikke udarbejdes en PPV i forbindelse med henvisning til psykiatrien.
Målet med en PPV er at få en bedre forståelse af barnets styrker og udfordringer i forhold til skolegang, sociale relationer og følelsesmæssig udvikling. Vurderingen kan inkludere tests, observationer og samtaler med både skolen, barnet og jer forældre. PPV'en hjælper med at afdække, hvad der ligger bag barnets udfordringer ved både at være undersøgende på læringsmiljøet og på barnet. Endeligt giver PPV'en anbefalinger og handlemuligheder ift. de bedste måder at støtte barnet på, herunder en vurdering af behovet for specialpædagogisk bistand eller ej.
Vurderer PPV'en, at barnet har behov for specialpædagogisk bistand kan dette gives både på egen skole eller i en specialklasse. Dette vurderes af Den Centrale Visitation (DCV) i Mariagerfjord Kommune. Begge former for specialpædagogisk bistand vil altid omhandle indsatser rettet mod gruppen og læringsmiljøet samt eventuelle indsatser rettet mod den enkelte.
Det er skolelederen på dit barns skole, der kan indstille til, at der udarbejdes en PPV. Som forælder kan du også anmode om en PPV. Dette gøres til skolens leder.
PPR har et kriseteam, der er klar, når der sker ulykker eller voldsomme hændelser, som berører børn og unge i dagtilbud eller på skoler. Kriseteamet kan yde støtte til tilbuddets ledelse og ved aftale med ledelsen til personale, forældre samt børn og unge.
PPR's kriseteam består af psykologer, der, ud over daglige opgaver i dagtilbud og på skoler, har uddannelse i krisepsykologi og erfaringer med kriseinterventioner. Ved mindre hændelser er det muligt for ledelse i dagtilbud og skoler at få rådgivning og sparring via telefonen.
Ved alvorlige og dramatiske hændelser, der berører flere børn og unge eller hele dagtilbuddet/skolen, kan kriseteamet tilkaldes med henblik på tilstedeværelse. I særlige tilfælde, hvor den dramatiske hændelse finder sted uden for dagtilbuddets/skolens åbningstid, kan teamet også tilkaldes. Det er barnets tilbud, der kontakter PPR.
PPR Videnscenter har en rådgivende funktion og har til formål at rådgive dagtilbud og skoler ift. pædagogisk psykologiske problemstillinger.
Hvis du som forælder er bekymret omkring dit barns trivsel og udvikling, skal du derfor kontakte dit barns dagtilbud eller skole herom. Dagtilbuddet eller skolen har herefter mulighed for at inddrage de forskellige fagligheder fra PPR til at rådgive og vejlede omkring den oplevede udfordring.
Du har som forælder også mulighed for at henvende dig direkte til PPR ved behov.
Du kan ringe til PPR på tlf. 97113208 eller 97113000.
Lovgivning
PPR arbejder inden for rammerne af:
- Dagtilbudsloven
- Folkeskoleloven
- Serviceloven
- Barnets lov
- Sundhedsloven
- Bekendtgørelsen om specialundervisning
