Vi arbejder med beskyttet beskæftigelse, som er et tilbud til borgere under folkepensionsalderen med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problematikker (Lov om Social Service §103).
Organisatorisk hører vi ind under Sundhed og Omsorg, men vi arbejder tæt sammen med Jobcenter Mariagerfjord, da borgerne ofte visiteres derfra til vores tilbud.
Vi har beskyttet beskæftigelse både i Hobro og Hadsund
I Hobro har vi Øster Holmgaard, hvor vi dyrker økologiske grøntsager og har dyrehold (får og alpakaer). Vi har et træværksted, der laver træarbejde primært af genbrugstræ og vi har en lille café, som man kan besøge evt. i forbindelse med en alpaka gåtur. Derudover har vi et græshold, der tager rundt og slår græs og passer have for virksomheder og tager sig af træfældning og kløvning.
I Hadsund på Specialenheden har vi et metalværksted, en montage og et køkken. Metalværkstedet og montagen udfører mange underleverandøropgaver for virksomheder. Køkkenet står for madlavning til borgerne i huset, men leverer også mad ud af huset til lokale virksomheder.
Der er et bredt udbud af arbejdsmuligheder i beskyttet beskæftigelse. Er det udeliv og træarbejde, du ønsker, skal du vælge Øster Holmgaard i Hobro, men er du mere til værkstedsarbejde og stillesiddende arbejde, så er det på Specialenheden i Hadsund, du hører til.
Hvad kan vi tilbyde på Specialenheden i Hadsund?
Specialenhedens køkken tilbyder ud over mad til de ansatte en sund, prisvenlig og fleksibel morgenmads- og frokostordning til de omkringliggende virksomheder.
Der kan købes hjemmebagte boller, sandwich, salater og lune retter. Du kan finde vores menukort her.
Maden bliver lavet fra bunden. Vi har økologisk bronzemærke. På sigt vil flere af vores grøntsager blive leveret fra Øster Holmgaard, der er en landejendom i Hobro, som også huser beskyttet beskæftigelse.
Forskellige virksomheder har forskellige frokostordninger. Nogle gange betaler virksomheden, andre gange betaler medarbejderne. Der findes også ordninger, hvor der gives tilskud til frokosten. Uanset, hvilken ordning i måtte have i jeres virksomhed, samarbejder vi med virksomheder, hvor alle kan være med både, hvad angår løsning og pris.
Ring til os, hvis vi skal finde en løsning på jeres behov.
Hent menukort 2023.
Se fødevarekontrol
Hos Specialenheden udføres alle opgaver inden for pakke- og samleopgaver for både store og små virksomheder.
Vores pakkeri og montageafdeling har eksisteret siden 2001, og vi har derfor stor erfaring inden for branchen. Vi indgår gerne faste samarbejdsaftaler med virksomheder, hvis tiden eller ressourcerne ikke rækker til pakningen i hverdagen, og vi påtager os også gerne hasteopgaver, da vi har mange hænder at trække på.
Vi sætter en ære i altid at levere produkter, hvor kvaliteten er i højsædet, og vi leverer altid til aftalt tid. Vi er godkendt til og lever op til alle krav om fødevarehåndtering, og kan derfor udføre opgaver inden for pakning af fødevarer, ompakning m.m.
Vi har følgende maskiner til rådighed i montagen og pakkeriet:
- Svejsemaskiner til poser
- Skinpakke automatisk
- Skinpakker 50 x 70 manuel
- Rullestanser
- Maskinliste over hvilke maskiner vi råder over
- Folieomvikler
- Tællevægte
- Posefyldemaskine (Levnedsmiddel)
- Dåsefyldemaskine (Levnedsmiddel)
- Datoprinter (Levnedsmiddel)
- Specialværktøj og maskiner leveret af virksomheder
Vi samarbejder med følgende virksomheder:
- Johnson Controls
- Skiold
- Raaby og Rosendahl
- Candynavia Aps
- Azelis
- Læsø Salt
- ATBO
- Dantoy
- JKF
- Mariagerfjord Kulturskole
Du kan leje lokaler og booke forplejning hos Specialenheden til mødeafholdelse, uddannelse og workshops.
Mødelokalerne er alle placeret på Sverigesvej 3, 9560 Hadsund og 3 af mødelokalerne har en projektor til rådighed.
Alle mødelokaler kan bookes både med og uden forplejning.
Lille undervisningslokale |
28 personer |
Stort undervisningslokale |
40 personer |
Mødelokale |
8-10 personer |
Mødelokale (ingen IT-udstyr) |
4-6 personer |
Hvad kan vi tilbyde på Øster Holmgaard i Hobro?
Øster Holmgaard er et økologisk landbrug, der ligger ca. 3 km fra Hobro centrum. Her er der tre forskellige værksteder, som brugerne kan melde ind på: Landbrug, træværksted og køkken/cafe.
Ud over de tre værksteder tilbyder Øster Holmgaard ”Det grønne hold”, som slår græs, fælder træer, hugger brænde og mange andre forskellige udendørs opgaver for virksomheder i nærområdet.
Landbruget omfatter 3 hektar jord, hvor der dyrkes økologiske grøntsager og et større græsareal, hvor der holdes alpakaer og får.
Der er mange rutineopgaver forbundet med at passe og dyrke jord. Opgaver som giver de beskyttede medarbejdere en naturlig struktur på dagen, hvilket mange udviklingshæmmede har brug for. Samtidig er det en vigtig læring i processen fra jord til bord, idet de selv er med til at rengøre og tilberede nogle af grøntsagerne.
Der produceres også grøntsager til kantinen på Specialenheden i Hadsund og i høstperioden sælges der grøntsagskasser på gården.
Et fælles træk for alle dyrene på gården er, at de er meget rolige, særligt alpakaerne er kendt for at have en meget beroligende effekt på mennesker idet, de udvikler relationer til de mennesker, som passer dem. De beskyttede medarbejdere går ture med dem på walk’n’talk, og oplever naturen med dem som følgesvend.
Det pædagogiske sigte i stalden, og i arbejdet med dyrene er, at give de beskyttede medarbejdere ansvarsbevidsthed, og gennem de faste pligter her at give dem nogle faste og forudsigelige rammer i hverdagen. Desuden er der mange af de beskyttede medarbejdere, der nyder rigtig godt af at have en ”god ven” i dyrene, som ikke stiller krav eller svarer igen.
I stalden er der vigtige opgaver i alle sværhedsgrader og kompleksitet, så man kan vokse med opgaven og erfaringen.
På Øster Holmgårds tømrer -og snedkerværksted bliver der bygget foderhuse, insekthoteller, smørebrætter, lysestager mm. i bæredygtigt affaldstræ, som hentes på genbrugspladsen, eller som er blevet indleveret af private eller virksomheder.
Tømrer- og snedkerværkstedet samarbejder også med genbrugspladsen om at sætte gamle møbler i stand i genbrugsbutikken Resursen, ligesom private kan få slebet og lakeret deres møbler.
I cafeen bliver der hver dag lavet mad til gårdens ansatte samt de turister, der kommer og besøger os.
På tryg vis introducerer vores kok praktikanter og beskyttede medarbejdere for de kundskaber og processer, som hører med til køkkenfaget.
I cafeen lærer man bl.a. at:
- lave madplaner og madbudgetter samt at betjene køkkenmaskiner.
- læse og følge en opskrift og viden om diverse tilberednings- og anrette metoder.
- grundlæggende køkkenteknikker og viden om kost og sundhed.
- betjene kunder og modtage betaling.
- køkkenhygiejne og rengøring.
- dyrke køkkenhave samt viden om madspild og økologi.
Se fødevarekontrol