Læs om afløsning og aflastning
Hvis du som ægtefælle, forælder eller anden nær pårørende, passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan du komme i betragtning til afløsning eller aflastning.
Indsatsen bevilliges efter Lov om Social Service §84, stk. 1.
Afløsning gives i hjemmet, mens aflastning gives uden for hjemmet på en institution. Vi yder som udgangspunkt ikke afløsning i hjemmet om natten.
Afløsning træder i stedet for den hjælp og støtte, borgeren ellers ville få fra dig som pårørende. Der gives ikke tilskud til konkrete aktiviteter i forbindelse med afløsning.
Ved aflastning i form af dag-, nat- eller døgntilbud er der egenbetaling til mad. Prisen oplyses i forbindelse med bevilling af tilbuddet.
Du skal selv stå for transporten til og fra aflastningsstedet – som udgangspunkt er det din egen udgift. Der kan dog søges om dækning af merudgifter til transportudgifter via Lov om Social Service §100.
Du tilbydes så vidt muligt aflastning i dagtimer af kommunens egne tilbud.
Aflastningsdøgn tilbydes af andre kommunale, regionale eller private tilbud, som vi visiterer dig til. Placering af aflastningsdøgn skal du koordinere med leverandøren og du skal være opmærksom på, at pladsen deles af flere og derfor skal koordinering af pladsen planlægges i meget god tid.
Ved afløsningsordning i dit hjem vil vi sammen med dig finde ud af, hvem der er den mest relevante leverandør.
En rådgiver i Specialrådgivningen vil vurdere dit behov og fastsætte et niveau for indsatsen. Du får svar på din ansøgning senest 12 uger efter vi har modtaget den. Ved akut behov får du svar hurtigst muligt. Der følges løbende op på bevillingen – som udgangspunkt minimum en gang om året.
Der er i forbindelse med niveau for indsatsen afløsning vejledende kategorier:
- mindre behov: op til 25 aflastningsdøgn pr år, op til 3 timers afløsning pr uge
- middelstort behov: op til 50 aflastningsdøgn pr år, op til 6 timers afløsning pr uge
- stort behov: op til 75 aflastningsdøgn pr år, op til 10 timers afløsning pr uge
- omfattende behov: op til 100 aflastningsdøgn pr år, op til 20 timers afløsning pr uge
Såfremt der fagligt vurderes at være behov for mere aflastning/afløsning, vil kommunen vurdere, om det er mere relevant med anden indsats.
Omfanget skal vurderes i en sammenhæng med anden bevilget hjælp til personen med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Vi gør opmærksom på, at en pårørende ikke kan blive aflastet/afløst for opgaver, som den pågældende i forvejen er ansat til at varetage typisk § 83 efter § 94.
Ældre: Henvendelser om afløsning i eget hjem eller aflastning på plejecentre, rettes til visitator i Myndighed og Visitation. Er du ikke tilknyttet en visitator, rettes henvendelse til afdelingen via digital post eller 97113000.
Fysisk og psykiske funktionsnedsatte: Henvendelser om afløsning i eget hjem eller aflastning på, rettes til din rådgiver i Specialrådgivningen. Er du ikke tilknyttet en rådgiver, rettes henvendelse til afdelingen via digital post eller 97113000.