Gå til hovedindhold

Rekordår for turismen i Himmerland

Turismen slår alle rekorder i Vesthimmerlands- og Mariagerfjord Kommune

Foto: Borgmester Mogens Jespersen glæder sig - ligesom byrådskollega Per Bach Laursen fra Vesthimmerland - over, at rekordmange turister overnatter i Himmerland.

Foto af borgmester Mogens Jespersen, der sidder ved et skrivebord

Indhold

    2024 blev det bedste turismeår nogensinde målt på overnattende gæster. Vesthimmerlands Kommune satte rekord med 514.000 overnatninger, mens fremgangen i Mariagerfjord Kommune var blandt landets bedste. Her var det især tyskerne, der flokkedes om fjordkommunen.

    Himmerland var ganske enkelt højt på turisternes ønskeseddel i 2024. Det viser nye tal fra VisitDenmark, der dokumenterer, at antallet af overnatninger i Vesthimmerlands Kommune og Mariagerfjord Kommune er gået frem med henholdsvis 1,3 og 2,6 procent.

    Mens Vesthimmerland satte rekord med antal af overnatninger, kunne Mariagerfjord Kommune sige ’herzlich willkommen’ til godt og vel 12 procent flere tyske turister end året før. Det er gode nyheder for den nordjyske turistdestination Destination Himmerland, som kommunerne i Vesthimmerland og Mariagerfjord er gået sammen om. Turismen skaber nemlig vækst, udvikling og lokale arbejdspladser.

    Borgmestre jubler

    De opløftende statistikker vækker naturligvis jubel hos borgmester Per Bach Laursen i Vesthimmerlands Kommune.

    - I Vesthimmerland forventer vi os meget af de kommende år pga. spændende kulturhistoriske oplevelser på eksempelvis Livø, i Løgstør og på UNESCO- certificeringen af Aggersborg. Samtidig er der ingen tvivl om, at vores to store feriecentre i Gatten og Rønbjerg er motoren i de store overnatningstal i Vesthimmerland, men der skal endnu mere gang i udlejningen af sommerhusene langs kysten, hvis der skal endnu mere vækst, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen.

    I Mariagerfjord Kommune er borgmester Mogens Jespersen også glad for den flotte fremgang.

    - Øster Hurup og de skønne strande langs Østkysten er vanen tro vores helt store turistmagnet. Her er det især feriehusudlejningen, der driver væksten – særligt blandt vores tyske gæster. Samtidig mærker vi nu for alvor effekten af Vikingeborgen Fyrkats status som UNESCO-verdensarv, som tiltrækker flere besøgende end nogensinde før – ikke mindst fra Tyskland, siger borgmester Mogens Jespersen.

    - Vi ser det som et skulderklap til vores lokale turisterhverv, som giver vores gæster en fantastisk oplevelse og ikke mindst til vores destinationssamarbejde, der markedsfører vores to himmerlandske kommuner, tilføjer han.

    Opsigt på Christiansborg

    Det er ikke kun på rådhusene i Aars og Hobro, at kommunernes rekordår giver genlyd. Også på Christiansborg vækker tallene opsigt. Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin siger:

    - Turisme er en holdsport. Når vi lykkes på tværs af kommuner, destinationsselskaber, virksomheder og borgere med at skabe gode oplevelser for gæsterne, så skaber det vækst og arbejdspladser. Det glæder mig som minister med ansvar for turismen, når vi oplever fremgang, og jeg kan kun lette på hatten over udviklingen i både Vesthimmerland og Mariagerfjord. Det er virkelig godt arbejde.

    Den årlige statusanalyse udarbejdet af Det Nationale Turismeforum, som netop er offentliggjort, understreger turismens store betydning for hele landet. I 2023 brugte turisterne 163,9 mia. kr. i Danmark ifølge foreløbige tal fra VisitDenmark. Og de seneste beskæftigelsestal fra 2022 viser, at turisternes forbrug bidrog med ca. 146.000 arbejdspladser på tværs af landet.

    Sidst opdateret: 27. februar 2025