Drømmer du om en flot elbil med alverdens nymodens bekvemmeligheder? Så kan det være, at du skal søge job hos ældreplejen i Mariagerfjord Kommune. Hjemmeplejens og Sygeplejens bilpark skal nemlig snart udskiftes og opgaven med at levere og servicere bilerne har netop været i offentligt udbud.
Seks leverandører lagde billet ind på opgaven med at levere de mange kommunale elbiler, og det blev Toyota Hadsund, som løb med laurbæerne med modellen med det knap så mundrette navn bZ4X.
Det billigste valg
Skønt, der er tale om en såkaldt SUV i den populære øvre mellemklasse, kan ældre- og omsorgschef Michael Bredahl Tidemand blankt afvise, at valget af ældreplejens kommende køretøjer er udtryk for flottenhejmeri. Tværtimod viste udbuddet sort på hvidt, at bZ4X er den billigste løsning.
- Seks leverandører har konkurreret på pris og service. Her havde Toyotaen den bedste totaløkonomi. Dermed er det den billigste bil at køre i set over hele aftaleperioden, der løber de kommende fire år, siger Michael Bredahl Tidemand.
Leverandørerne dystede ikke kun på pris og service. Der blev også lagt vægt på komfort og ergonomi, og også i den kategori lå Toyotaen i toppen af feltet.
Vigtigt arbejdsredskab
- Vores medarbejdere bruger adskillige timer på landevejen og arbejdsdagen byder på mange ind og udstigninger. Bilen er således et vigtigt arbejdsredskab. Derfor er jeg glad for, at de snart får en lydsvag og komfortabel bil, fordi det skaber et godt og attraktiv arbejdsmiljø, siger Michael Bredahl Tidemand.
Den rummelige Toytota har god plads til udstyr og hjælpemidler, som medarbejderne skal have med på deres daglige ture.
Kontrakten med leverandøren er underskrevet, og 83 spritnye elbiler står efter planen klar til brug omkring årsskiftet. Ældre- og omsorgschefen er sikker på, at personalet glæder sig til de nye biler.
- Konkurrencen om SOSU’erne er hård. Her er det da et ekstra argument for at søge job hos os, at vi snart kan tilbyde vores medarbejdere et godt, sikkert og komfortabelt køretøj, når de skal ud og hjælpe vores ældre borgere på alle tidspunkter af døgnet og i al slags vejr, siger Michael Bredahl Tidemand,
Han ser det som et ekstra plus, at de nye biler er klimavenlige:
- Vi mindsker vores klimaaftryk, når vi skifter fra hybridbiler til moderne elbiler. Det er godt skridt på vejen mod at reducere vores udledninger af CO2, som Parisaftalen forpligter os til. Her skal vi i Mariagerfjord Kommune naturligvis gå forrest og vise det gode eksempel, slutter Michael.