I januar måtte Aktiv Ferie trække hårdt i håndbremsen, og aflyse aktiviteterne i vinterferien, da coronapandemien endnu engang havde stigende smittetal. For at beskytte skolerne mod flere nedlukninger, blev det besluttet at aflyse Aktiv Ferie i vinterferien, for at undgå yderligere smitte på tværs af skoledistrikterne.
Men Aktiv Ferie er vendt stærkt tilbage i sommerferien, hvor foreninger og institutioner i Rebild og Mariagerfjord Kommuner har arrangeret aktiviteter i den første og sidste uge af skolernes sommerferien - uge 26 og 31.
Til trods for at Aktiv Ferie i sommerferien slog deltagerrekord sidste sommer med 1077 deltagere, så er de p.t. 928 tilmeldte børn i 2022 svimlende tæt på samme antal.
Det høje deltagerantal i 2021 skyldtes formegentligt, at mange havde fravalgt at rejse og i stedet holdt ferie her hjemme. Dermed var der flere, der benyttede sig af tilbuddene i Aktiv Ferie og fik øjnene op for aktiviteterne og har planlagt efter at kunne deltage i dem i år også.
Fantastisk uge med glade børn og engagerede frivillige
Således løb 42 hold med 587 deltagere af stablen i uge 26. En stor del af arrangørerne og aktiviteterne er gamle kendinge og har været med over mange år, men nye er også kommet til.
Aktiv Ferie koordinater, Maria Bisgaard, var rundt i Mariagerfjord Kommune og besøge holdene i løbet af ugen, og beretter om en fantastisk uge med masser af glade børn, aktiviteter som udfordrer både fysisk og mentalt, og ikke mindst, en masse frivillige som bruger tid og kræfter på, at introducere børnene for lige netop den aktivitet, som de selv brænder for.
Maria Bisgaard udtaler -Aktiv Ferie handler blandt andet om, at give alle børn mulighed for nye oplevelser i deres ferie. Oplevelser, som de kan komme tilbage i skolen efter ferien og fortælle om. Oplevelsen af at have været ude at køre på mountainbike i Als, været kreativ i Hobro eller til golf i Hadsund, kan være lige så fedt at fortælle om, som at fortælle om en rejse sydpå, en tur i sommerhus, eller hvad man nu ellers har brugt sin ferie på.
Maria fortsætter - Samtidig giver Aktiv Ferie børnene mulighed for at prøve nogle forskellige fritidsaktiviteter, og mange af foreningerne beretter også om, at de får nye medlemmer, efter at have været arrangør i Aktiv Ferie.
Aktiv Ferie fortsætter i uge 31, og der er stadig åbent for tilmelding til nogle af aktiviteterne.
Et solidt samarbejde mellem kommuner, foreninger og institutioner
Aktiv Ferie er et samarbejde mellem Rebild og Mariagerfjord kommuner, om at lave ferieaktiviteter for børn i 2.-6.klasse. Det er lokale foreninger og institutioner i de to kommuner, der arrangerer de enkelte aktiviteter. De to kommuner sørger for markedsføring, tilmelding mv. og arrangørerne får tilskud fra kommunerne til deres aktivitet.
Samarbejdet mellem de to kommuner om Aktiv Ferie går helt tilbage til 2007, og mange af børnene krydser hvert år kommunegrænsen, for at prøve en aktivitet i nabokommunen.
- Aktiv Ferie er et rigtig godt eksempel på, hvordan kommunen kan samarbejde med foreningslivet og sammen tilbyde nogle gode aktiviteter for børnene. Forvaltningen sørger for alt det administrative, og arrangørerne sørger for det sjove - det er en god fordeling, fortæller udvalgsformanden for Kultur og Fritid, Jens Henrik Kirk.