Gå til hovedindhold

Som social- og sundhedspersonale har du fokus på det enkelte menneske og er med til at bevare deres livskvalitet. 

I dit arbejde kommer du meget tæt på de borgere, du arbejder med og bliver derfor også en person, som borgeren betror sig til, deler sine glæder og sorger, oplevelser og andre ting med. Du er tæt på borgeren, så det vil ofte være dig, der tidligt observerer ændringer i borgerens sociale, psykiske og fysiske helbred. Du skal være god til at lytte og udvise empati overfor borgeren og have et ønske om, at kunne gøre en forskel for andre mennesker. 

Vi forventer at du er reflekterende, engageret, mødestabil og motiveret, da dit arbejde har stor betydning for de borgere, du har berøring med.

Som person har du mod på nye udfordringer og du er god til at skabe relationer.
Du tager ansvar for egen uddannelse og kan samarbejde respektfuldt og professionelt med borgere, pårørende og kolleger både tværfagligt og tværsektorielt.

Vi har i Mariagerfjord Kommune fokus på, at din uddannelse er af høj kvalitet og du vil under hvert oplæringsforløb være tilknyttet en vejleder, som vil støtte dig til at nå dine mål igennem vejledning, samtaler og planlagt fordybelsestid. 

Hvis du kan se dig selv i den position, så er uddannelsen som social-og sundhedshjælper eller -assistent lige dig. 

Grundforløb

Før du starter på en social- og sundhedsuddannelse, skal du gennemføre enten 1 eller 2 grundforløb, afhængig af din baggrund. 

Grundforløb 1 er for dig, der kommer direkte efter 9. eller 10. klasse. 

Grundforløb 2 er for dig, der har bestået grundforløb 1 eller har afsluttet 9. eller 10. klasse for mere end et år siden.

Begge grundforløb kan tages i enten Aalborg eller Hobro

Læs mere om grundforløbene her. 

 

Social- og sundhedshjælper

Uddannelsen starter med enten 1 eller 2 grundforløb afhængig af din baggrund og hvert grundforløb har en varighed af 20 uger.

Derefter varer hovedforløbet 1 år og 2 måneder.

Arbejdsopgaver som social- og sundhedshjælperelev:

  • Som social- og sundhedshjælper arbejder du primært i ældreplejen enten på plejehjem eller i hjemmeplejen
  • Du kommer til at vejlede og hjælpe borgeren med at få hverdagslivet til at fungere, herunder personlig pleje, omsorg, støtte og praktiske opgaver i hjemmet. 
  • Du skal vejlede og motivere borgeren til at klare mest mulig i hverdagen selv og hjælpe, hvor der er behov

Dit uddannelsesforløb veksler mellem skole og oplæringsforløb. Oplæringsforløbene vil som udgangspunkt være i den kommunale hjemmepleje og på plejecentre.

Social- og Sundhedsassistent

Uddannelsen starter med enten 1 eller 2 grundforløb afhængig af din baggrund og hvert grundforløb har en varighed af 20 uger.

Derefter varer hovedforløbet 2 år, 9 mdr og 3 uger. 


Du tager en uddannelse, der kan bruges i det kommunale sundhedsvæsen, på sygehus og i psykiatrien.

Arbejdsopgaver som social- og sundhedsassistentelev:

  • Din vigtigste opgave er at yde en helhedsorienteret personlig pleje og praktisk hjælp, der afhænger af de behov, borgeren har. 
  • Du har fokus på borgerens livskvalitet og på sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse.
  • Du arbejder med tidlig opsporing, rehabilitering og igangsættelse af aktiviteter, der kan øge borgerens livskvalitet. 
  • Du kommer til at arbejde med håndtering af medicin, fagsprog og dokumentation af den udførte sygepleje.


Dit uddannelsesforløb veksler mellem skole og oplæring. Mariagerfjord Kommune er din arbejdsgiver gennem hele uddannelsen og sikrer dig oplæringspladser gennem hele forløbet. Dine oplæringssteder vil være på plejecentre, hjemmepleje, sygehus og i psykiatrien. 
Hovedforløbet foregår på SOSUNord i Aalborg og grundforløbet kan tages både i Aalborg eller på den lokale afdeling i Hobro. 

Social- og sundhedsassistentuddannelsen findes også som EUX-forløb i Aalborg. 

Sådan kommer du i gang

Vi leder både efter dig, der

  • har bestået et grundforløb eller dig, der ikke har haft grundforløbet endnu. Læs mere om Grundforløbet her
  • er klar til at starte på uddannelsen til social- og sundhedshjælper
  • er klar til at starte på uddannelsen til social- og sundhedsassistent
  • er i gang med grundforløb 1 EUX og gerne vil have en uddannelsesuddannelsesaftale fra grundforløb 2 EUX. Læs mere om EUX her
  • tidligere har taget en social- og sundhedshjælper uddannelse, og som ønsker at videreuddanne dig til social- og sundhedsassistent med merit. 
  • har arbejdet i længere tid som ufaglært, og som nu ønsker at tage en hjælper-uddannelse på kortere tid. Læs mere om EUV1 SSH her
  • Du har også mulighed for at tage uddannelsen gennem andre veje - kontakt sosu-teamet i Mariagerfjord kommune og vi kan guide dig til det rette valg. Se kontaktoplysninger nederst på siden. 

Vi har løbende ansættelse af elever, så send endelig din ansøgning, hvis denne karrierevej er noget for dig. 

Læs mere om ansøgningsprocessen under vores stillingsopslag til enten social- og sundhedshjælperelev eller social- og sundhedsassistentelev under "ledige stillinger"

Vedhæft en motiveret ansøgning og CV samt dokumentation for tidl. uddannelse. Det er et krav for optagelse at du har gennemført 9. klasse med min. 02 i dansk og matematik. Vedhæft derfor altid dine eksamensbeviser for dansk og matematik fra folkeskolen eller 10.klasse.

Mød vores social- og sundhedselever

Mohamed, 35 år, social- og sundhedshjælperelev

Baggrund: sprogskole samt VUC Hobro.

Har været i oplæring i Hobro Nord hjemmepleje og på plejecentret Solgaven, Hobro

"Jeg valgte at uddanne mig til social- og sundhedshjælper, da jeg hørte, der mangler hænder og at jeg dermed vil kunne hjælpe og støtte andre mennesker. Jeg mener, vi har et særligt ansvar for at passe godt på vores ældre, som har arbejdet og skabt det samfund, vi andre nu nyder godt af. Jeg er glad for mit arbejde, fordi jeg hjælper ældre og gør en forskel. Mariagerfjord Kommune er et godt sted at være elev, da vi har gode rettigheder med blandt andet elevløn, mulighed for sprogcafé og masser af hjælp fra kolleger."

Nina, 31 år, social- og sundhedsassistentelev

Baggrund: arbejdet som ufaglært indenfor ældreområdet samt 9 år i køkken

Har været i oplæring i Als Hjemmepleje

"Det bedste ved at være elev er, at jeg kan få lov at bruge mit omsorgsgen hver dag, jeg går på arbejde. Jeg er glad for at arbejde med mennesker og jeg sætter pris på, at der bliver lyttet til mig, hvis jeg har ønsker, ideer eller udfordringer."

Cecilie, 20 år, EUX-elev

Baggrund: Folkeskole og efterskole

Har været i oplæring i Hjemmeplejen Hobro Nord, Hobro Alderdomshjem samt psykiatrien og sygehus.

"Jeg kan kun opfordre andre til at vælge EUX - det giver så mange forskellige muligheder og man kommer ud og prøver det af i både kommune og region. Jeg synes, der er et godt fællesskab og mange af os er på cirka samme alder - det synes jeg også er rart. Lærerne er gode til at give sparring og tænke i aktiviteter for os."

Oplæringssteder - her kommer du i oplæring:

Plejecentre i Mariagerfjord Kommune:

Plejecenter Hobro Alderdomshjem, Hobro

Plejecenter Solgaven, Hobro

Hobro Friplejehjem, Hobro

Plejecenter Bernadottegården, Hadsund

Demenscenter Skovgården, Hadsund

Plejecenter Myhlenbergparken, Arden

Plejecenter Fjordvang, Mariager

Plejecenter Teglgården, Als

 

Hjemmeplejen:

Hadsund hjemmepleje

Arden hjemmepleje

Als hjemmepleje

Mariager-Assens hjemmepleje

Hobro Nord hjemmepleje

Hobro Syd hjemmepleje

 

Derudover kommer man som social- og sundhedsassistentelev også i oplæring på en psykiatri- og somatisk afdeling i Regionen.  

Kontakt

SOSU-teamet bag dig som social- og sundhedselev består af

  • uddannelsesleder, som står for de ansættelsesmæssige forhold i din uddannelse
  • 2 mentorer, som er der for at støtte dig i både personlige og faglige udfordringer
  • 2 administrative medarbejdere, som står for sygemeldinger, ferieregistreringer, uddannelsesaftaler mm. 

 

Du er altid velkommen til at kontakte os på enten mail

forsosu@mariagerfjord.dk eller på telefon 97 11 34 13 

 

Du kan også læse mere om uddannelserne og skolen SOSUNord på deres hjemmeside