Gå til hovedindhold
Høring
Lokalplaner
Kommuneplantillæg

Assens - De Gamles Gård, Kønigsfeldtsvej - Forslag til Lokalplan 202/2025 og Kommuneplantillæg nr. 1 - Høring

Høringsfrist 18. februar 2025 kl. 23.59

Indhold

    Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune har på møde 13. januar 2025 vedtaget Forslag til Lokalplan 202/2025 for boligområde ved Kønigsfeldtsvej i Assens samt forslag til kommuneplantillæg nr. 1 til Mariagerfjord Kommuneplan 2024.

    Offentlig høring af lokalplanforslaget og forslag til kommuneplantillæg

    Forslaget fremlægges til offentlig høring i 4 uger. I den periode har alle mulighed for at komme med bemærkninger eller indsigelser til planforslaget. Efter høringsperiodens udløb vil Udvalget for Teknik og Miljø behandle alle henvendelser og efterfølgende vurdere, om lokalplanen og kommuneplantillægget kan vedtages endeligt i deres nuværende form.

    Såfremt der efter høringsperioden ikke er indkommet høringssvar er Fagenheden bemyndiget til administrativt at vedtage lokalplanen endeligt.

    Høringsfristen er 18. februar 2025. Eventuelle indsigelser, bemærkninger mv. skal fremsendes enten som mail til plan@mariagerfjord.dk eller som brev til Mariagerfjord Kommune, Teknik og Byg, Adelgade 30B, 9500 Hobro og skal være os i hænde senest denne dato.

    Lokalplanforslaget og kommuneplantillægget kan også ses på www.plandata.dk, hvor de er fremlagt fra den 20. januar 2025. Hvis du er interesseret i at vide mere om planforslagene, er du velkommen til at kontakte Teknik & Byg.

    Lokalplanens formål og indhold

    Lokalplanens formål er at udlægge ejendommen til boligformål i form af tæt-lav og etageboligbebyggelse. I lokalplanen udlægges lokalplanområdet i to delområder. Delområde I omfatter arealet, hvor ældrecentret har ligget, og delområde II omfatter arealet bag det tre eksisterende rækkehuse lige nord for ældrecentret.

    Lokalplanen rummet to scenarier for delområde I:

    Scenarie 1 - her bevares nogle af bygningerne samtidig med, at der kan opføres rækkehuse på ejendommens øvrige arealer.

    Scenarie 2 - her nedrives alle bygninger, og der kan opføres rækkehuse på hele arealet.

    Du kan se lokalplanen under bilag her på siden

    Kommuneplantillæggets indhold

    Forslag til Tillæg nr. 1 er en forudsætning for vedtagelsen af forslag til lokalplan 202/2025. Det område, som forslag til lokalplan 202/2025 omfatter, er ikke i overensstemmelse med rammebestemmelserne i kommuneplanen. Derfor er det nødvendigt at udarbejde forslag til kommuneplantillæg nr. 1 således, at lokalplanforslaget kommer i overensstemmelse med kommuneplanen.

    Lokalplanområdet omfatter hele rammeområde ASS.O.5. Med kommuneplantillæg nr. 1 udlægges et nyt rammeområde til boligformål i form af tæt-lavboligbebyggelse samt etageboligbebyggelse. Dermed bringes lokalplanforslaget i overensstemmelse med Kommuneplan 2013-2025 for Mariagerfjord Kommune.

    Du kan se kommuneplantillægget under bilag her på siden.

    Miljøvurdering af planforslaget

    I henhold til ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)” er der ved udarbejdelse af lokalplanforslaget og kommuneplantillægget foretaget en screening af miljøpåvirkninger. Screeningen er indeholdt i planforslaget(ene), og resultatet af screeningen er, at planforslaget (ene) ikke får væsentlige indvirkninger på miljøet. Mariagerfjord Kommune har derfor truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering.

    Klagevejledning til screeningen kan ses under bilag her på siden.

    Lokalplanens midlertidige retsvirkninger

    Indtil den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort og højst et år efter denne offentliggørelse af lokalplanforslaget, må ejendomme, der er omfattet af lokalplanforslaget, ikke bebygges eller på anden måde udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige lokalplans indhold.

    Efter høringsperiodens udløb kan Byrådet dog tillade, at en ejendom i lokalplanområdet bebygges eller udnyttes, hvis dette er i overensstemmelse med kommuneplanen, og hvis der ikke er tale om på begyndelse af større byggearbejder. Tilladelse kan dog ikke gives så længe en indsigelse i henhold til Planlovens §§ 29, 29a og 29b opretholdes, eller hvis erhvervs- og vækstministeren har truffet beslutning efter Planlovens § 3, stk. 5.

    Dine bemærkninger til høringsforslaget vil blive offentliggjort

    Når du indsender høringssvar, vil dit høringssvar samt din adresse og din mailadresse blive offentliggjort på kommunens hjemmeside i dagsordner til kommunens byråd og politiske udvalg.

    Spørgsmål og bemærkninger

    Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vores telefoner er åbne mandag til onsdag fra kl. 13:00 til 14:30, samt torsdag fra kl. 13:00 til 16:30.

    Du er også velkommen til at skrive en mail til: plan@mariagerfjord.dk, eller sende et brev til Plan og Byg, Adelgade 30B, 9500 Hobro.