Gå til hovedindhold
Arden

Inge Jakobsen

Ansat 2018

Indhold

    Livet i dagplejen

    I min dagpleje er det vigtigt for mig, at give børnene nærvær, glæde, gode relationer, viden og dannelse.
    Jeg har fokus på de pædagogiske rutiner, da rutiner kan fungere som læringsrum for børnene og understøtte udviklingen af deres selvstændighed, handleevne og deres deltagelse i fællesskaber. 
    I en simpel rutine, som når vi skal ud og lege og have overtøj på, er der meget læring. Børnene lærer at vente på tur. At bede om hjælp, hvis noget er svært. Når flyverdragten skal på, øves fin- og grovmotorikken. De får erfaringer i at klare opgaven selv, det giver dem selvværd. De lærer at hjælpe hinanden, og det styrker relationerne og fællesskabet. 

    Hver dag, når vi spiser formiddagsmad, holder jeg en lille samling ved bordet. Jeg arbejder meget med sprog via dialogisk læsning, rim og remser, sanglege og historier med fagter. Jeg følger børnenes initiativer og bygger videre på det, der fanger deres interesse. Jeg tilpasser altid samlingen efter hvilke børn jeg har. Og følger deres nærmeste udviklingszone.

    Jeg har gennemført uddannelsen ”sangglad mini” over 1 ½ år. Den har givet mig redskaber til at holde samlinger for både store og små grupper. Samlingen foregår både ved bordet i spisesituationer, men også på legeværelset ,hvor der er mulighed for masser af bevægelse, sang og rytmik. Desuden holder jeg samling for den store gruppe børn i legestuen i samarbejde med mine kollegaer.

    Rammen jeg tilbyder

    Min dagpleje er indrettet med et legeværelse, hvor der er plads til hygge og læsning. Der er plads til rollelege, leg med biler og lego, og ikke mindst motorik og dans.
    Udenfor har jeg en lukket ”gård”, hvor børnene kan cykle og køre på scooter. Jeg har også en aflukket have med legehus, sandkasse og gynge.

    For mig er det vigtigt at børnene lærer nærmiljøet at kende. Så vi besøger ofte dyreparken, skoven, naturlegepladsen, boldbanerne, togstationen, brandstationen og Per Lauersens bondegård. Jeg har en ladcykel, som jeg bruger flittigt, især når vi skal på længere ture. Hver anden tirsdag besøger vi vuggestuens legeplads, hvor vi mødes med andre dagplejere og deres børn.
    Hver onsdag går vi i heldagslegestue. Her har børnene mulighed for at styrke deres sociale kompetencer i større sammenhænge.

    Vores samarbejde omkring jeres børn

    Jeg lægger stor vægt på samarbejdet med forældrene. Jeg forventer, at vi har tillid til hinanden og er imødekommende. Er der noget som undrer jer som forældre vil jeg gerne, at vi taler om det med det samme, da det giver mest tryghed for jeres barn.

    Jeg fortæller gerne om børnenes hverdag og indgår i dialog med jer forældre om jeres barn. Jeg bestræber mig på, at lægge billeder ud på AULA hver fredag, og skrive lidt om ugens gang, så I kan få et indblik i hverdagen i dagplejen. 

    Som dagplejer udarbejder vi fire gange om året en ny læreplan. Jeg lægger altid min læreplan op på AULA, så I kan se, hvad jeg arbejder med. Det giver også jer forældre en mulighed for at følge op på de ting, jeg har fokus på, så vi kan samarbejde om jeres barns udvikling.

    Det der optager mig

    Jeg er meget optaget af arbejdet med relationer. Både relationen mellem barnet og mig som dagplejer, hvor tryghed, nærvær og omsorg er i højsædet. Men også relationer børnene imellem, som skaber vigtige fællesskaber.

    Jeg vægter arbejdet med sproget højt. For at fremme sproget, sættes der ord på alt, hvad vi ser og gør. Børn er forskellige, og indlærer på forskellige måder, derfor er det vigtigt at bruge sproget, både via billeder, bevægelse, rytme og gentagelser.