Gå til hovedindhold

Fritagelse fra Digital Post

Her kan du læse om fritagelse fra Digital Post

Indhold

    Fritagelse fra Digital Post

    Hvis du ikke kan kommunikere med det offentlige digitalt, har du mulighed for at blive fritaget fra Digital Post. En fritagelse fra Digital Post gælder livet ud. Ændrer du mening, kan du til enhver tid tilmelde dig Digital Post igen. 

    Det sker, når du bliver fritaget fra Digital Post

    Når du bliver fritaget fra Digital Post, sker der to ting:

    1. Du vil i stedet modtage posten som almindelig papirpost. Når du bliver fritaget, kan du vælge at få eftersendt eventuelt uåbnet Digital Post, som du har modtaget inden for de seneste 6 måneder. Posten vil blive sendt til din folkeregisteradresse som papirpost, medmindre du oplyser en anden adresse.  
    2. Du er automatisk fritaget fra krav om at bruge de obligatoriske offentlige digitale selvbetjeninger. Offentlige digitale selvbetjeninger bruges fx til at melde flytning eller bestille feriepenge. Du kan stadig vælge at bruge selvbetjeningerne, hvis du ønsker det. Vær opmærksom på, at der gælder særlige regler for undtagelse fra digital selvbetjening hos Udbetaling Danmark. Det kan du læse mere om på siden 'Obligatorisk selvbetjening'.
    Vær opmærksom på, at fritagelse ikke dækker al Digital Post

    Din fritagelse fra Digital Post omfatter ikke:

    • Visse offentlige myndigheder: Nogle offentlige myndigheder må på grund af anden lovgivning gerne sende dig beskeder i Digital Post. Det kan fx være lønsedler fra offentlige arbejdsgiver eller beskeder om SU. Den slags post sendes som udgangspunkt kun digitalt.
    • Post fra virksomheder: Post fra virksomheder – fx din bank eller dit forsikringsselskab - som du modtager i e-Boks eller på mit.dk, vil du fortsat modtage digitalt. Hvis du ikke ønsker at modtage post fra en virksomhed, skal du kontakte e-Boks, mit.dk og/eller den virksomhed, som du har indgået en kundeaftale med, for at finde en anden løsning. 

    Borgere, der ikke er i stand til at modtage Digital Post og lever op til mindst ét af fritagelseskriterierne, kan blive fritaget fra Digital Post og i stedet modtage post fra det offentlige på papir.

    Fritagelseskriterier

    Du kan blive fritaget fra at modtage Digital Post fra langt de fleste offentlige myndigheder, hvis du kan sætte kryds ved mindst ét af følgende punkter:

    1. Jeg har en psykisk nedsat funktionsevne, der hindrer mig i at anvende Digital Post.
    2. Jeg har en fysisk nedsat funktionsevne, der hindrer mig i at anvende Digital Post.
    3. Jeg har ikke adgang til computer, smartphone eller tablet i mit hjem eller opholdssted.
    4. Jeg er registreret i CPR som udrejst af Danmark.
    5. Jeg er ikke længere registreret med fast bopæl eller opholdssted i Danmark.
    6. Jeg behersker ikke dansk, hvilket gør det svært at anvende Digital Post.
    7. Jeg har praktiske vanskeligheder ved at anskaffe MitID, som giver adgang til Digital Post.
    8. Jeg er bosiddende i et område, hvor der ikke er mulighed for at etablere internetforbindelse (minimim 512 kbit/s downloadhastighed).
    9. Efter en konkret vurdering, hvis der foreligger ganske særlige forhold.

    For at blive fritaget fra Digital Post fra det offentlige, skal du som udgangspunkt møde personligt op hos kommunen.

    Hos kommunen vil du:

    • få en blanket, hvor du skriver under på, at du lever op til mindst et af fritagelseskriterierne. Du er ikke forpligtet til at oplyse, hvilke af fritagelseskriterierne, du lever op til.
    • blive bedt om at vise legitimation.
    • få en skriftlig kvittering på, at du er fritaget fra at modtage Digital Post fra det offentlige. 
    Hvis du ikke selv kan møde op hos kommunen

    Du kan bede andre fritage dig på dine vegne ved brug af en fuldmagt, som kan fås hos kommunen. Hvis du skal hjælpe en pårørende med at blive fritaget, skal den pårørende underskrive blanketten.

    Du kan søge om fritagelse på andres vegne ved brug af en fuldmagt, som du kan få hos kommunen. Hvis du skal hjælpe en pårørende med at blive fritaget, skal den pårørende underskrive blanketten.

    Du kan til enhver tid tilmelde dig Digital Post igen. Det gør du ved at møde op hos kommunen. Du kan også selv gøre det via Digital Post:

    1. Log ind på Digital Post på borger.dk med dit MitID.
    2. Klik på ’Menu’.
    3. Klik på ’Ophæv Fritagelse fra Digital Post’.
    4. Klik på ’Tilmeld mig Digital Post’.
    5. Der åbner et vindue, hvor du skal trykke på knappen ’OK, tilmeld mig’ for at annullere din fritagelse. Du er nu tilmeldt Digital Post. 
    6. Klik på knappen ’Start opsætning’, følg trinene, og husk at bekræfte din e-mailadresse og dit mobilnummer under dine profiloplysninger.
    05.12.2024 11.02 - Indhold hentet fra Borger.dk

    Skrevet af Digitaliseringsstyrelsen

    Sidst opdateret: 6. december 2024