Handicapråd vil have hjælp til at finde ildsjæle


Nyhed publiceret 12. juni 2019

Handicaprådet beder borgerne indstille kandidater til årets handicappris

Billedtekst: Formand Bent Manø Karlsen er på udkig efter kandidater til årets handicappris.

Handicaprådet i Mariagerfjord Kommune vil anerkende dem, som gør en særlig indsats for kommunens borgere med handicap.

- Deres indsats er et vigtigt supplement til kommunens service. Den ekstra indsats giver vores handicappede en god og indholdsrig hverdag og den vil vi naturligvis gerne anerkende. Derfor uddeler vi handicapprisen for at give et klap på skulderen til dem, som gør en særlig indsats, siger Bent Manø Karlsen, som er formand for Handicaprådet.

Prisen uddeles hvert år til en person, forening, virksomhed eller organisation, der gør en særlig indsats for handicappede. Handicaprådet opfordrer alle til at indstille kandidater til handicapprisen:

- Det er en ære, at blive nomineret til handicapprisen og vi håber, at mange vil hjælpe os med at pege på dem, som gør en særlig indsats, der fortjener en særlig anerkendelse, siger Bent Manø Karlsen.

Sidste år løb Mariagerfjord Gymnasium med prisen for at have taget initiativ til en HF-uddannelse for unge med ADHD og autisme.

Handicapprisen uddeles til Ambu-festen sidst i august. Hvis man ønsker at indstille kandidat kan man skrive til Mariagerfjord Kommune på mail til matma@mariagerfjord.dk. Sidste frist for at indstille kandidater er tirsdag 25. juni 2019.

Kontaktinformation

Konsulent Mathilde Hougaard Madsen, Mariagerfjord Kommune, tlf. 29 21 06 59, matma@mariagerfjord.dk.
Formand for Handicaprådet Bent Manø Karlsen, tlf. 51 42 18 14.

Opdateret 12.06.19    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?