Hjælp til kriseramte forældrepar


Nyhed publiceret 03. maj 2019

Mariagerfjord Kommune tilbyder forældre tilskud til parrådgivning

Billedtekst: Ledende sundhedsplejerske Pia Ballentin

Hvert år ender cirka 15.000 ægteskaber med skilsmisse og ukendt antal papirløse parforhold går i stykker. Det har ofte store konsekvenser for de involverede og især børn kan have det svært når parforholdet går til grunde. Derfor tilbyder Mariagerfjord Kommune nu tilskud til parrådgivning til forældre, hvor parforholdet er i krise.

Ledende sundhedsplejerske Pia Ballentin synes det er sund fornuft at give forældre med knas i parforholdet en hjælpende hånd.

- Et brudt parforhold er belastning for alle involverede voksne og børn. Vi ser tit, at især børnene lider under en skilsmisse og det kan havde langsigtede konsekvenser for deres trivsel og skolegang. Derfor synes vi det er en god ide at tilbyde forældrene rådgivning, fortæller Pia Ballentin.

Forældrene kan få tilskud på op til fem samtaler hos en psykolog eller parterapeut.  Forældrene kan vælge psykolog eller terapeut på kommunens hjemmeside. Det kræver blot en henvisning fra Borgerservice. Man må gerne vælge en en psykolog eller parterapeut, hvis pris er højere end kommunens tilskud - men man vil så få en egenbetaling.

- Først og fremmest håber vi, at rådgivningen vil hjælpe forældrene med at finde melodien i parforholdet, så familien forbliver intakt. Kan det ikke lade sig gøre, håber vi, at rådgivningen bidrager til, at parret går hver til sit på den bedst mulige måde, siger Pia Ballentin.

Tilbuddet om parrådgivning er en udløber af budget 2019, hvor forligspartierne var enige om at afsætte 200.000 kr. om året til et treårigt forsøgsprojekt med parrådgivning.

Kontaktinformation

Ledende sundhedsplejerske Pia Ballentin, tlf. 20 53 28 66.

Opdateret 06.05.19    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?