Jobtyper


Vi ønsker at Mariagerfjord Kommune er en attraktiv arbejdsplads, der giver rum til alle slags medarbejder, både unge og gamle.

Jobtyper

I Mariagerfjord Kommune har vi ansat medarbejdere i flere typer af jobs. Du kan læse om de forskellige jobtyper her.

Fleksjob eller skånejob er for dig, der har mistet en del af din arbejdsevne, men som stadig kan og vil arbejde.

Fleksjob

I et fleksjob bevarer du din tilknytning til arbejdsmarkedet, selvom du ikke kan arbejde i et ordinært job. Du skal opfylde 3 betingelser for at få et fleksjob:

  • Du skal være under pensionsalderen
  • Kommunen skal vurdere, at din arbejdsevne er varigt og væsentligt nedsat
  • Alle muligheder for at du kan bevare tilknytning til arbejdsmarkedet på normale vilkår skal være undersøgt

Skånejob

Modtager du førtidspension og gerne vil bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, kan der etableres et skånejob. Er du interesseret i et fleks- eller skånejob, kan du kontakte Jobcenter Mariagerfjord og få mere information.

Støtte og hjælp i jobbet

I et fleks- eller skånejob kan du få støtte til hjælpemidler, indretning af arbejdspladsen og personlig assistance.

Du kan få flere informationer i Jobcenter.

Er du ledig i en længere periode kan du blive ansat i et job med løntilskud.

Et job med løntilskud kan være med til at give dig erfaring og opkvalificering, som du kan bruge, når du søger job fremover.

Hvis du er interesseret i et job med løntilskud i Mariagerfjord Kommune, kan du kontakte Jobcenter Mariagerfjord.

Job med løntilskud kan også etableres ved private virksomheder eller ved andre offentlige arbejdspladser.

Den mest almindelige jobtype er en fast stilling på fuld tid eller deltid.

En fast stilling hos os betyder, at du arbejder ved Danmarks smukkeste fjord i en virksomhed med ca. 3.500 medarbejdere, hvor trivslen er i top.

Vi tilbyder:

  • et arbejdsmiljø med åbenhed, tillid og respekt
  • mulighed for personlig og faglig udvikling
  • et job med engagerede kolleger
  • et job, hvor der skal være plads til et fritids- og familieliv
  • en løn, der ikke er så ringe, som mange tror
  • et meningsfuldt job
  • chancen for at gøre en forskel

Der er indgået overenskomst med de faglige organisationer, som organiserer medarbejderne inden for de faggrupper, der er beskæftiget i kommunen.

Løn- og ansættelsesforhold følger overenskomstens bestemmelser.

Seniorjob er for dig, der er ledig og hvis dagpengeperiode udløber tidligst 5 år før du kan gå på efterløn.

Du ansættes i et ekstraordinært job, og vi fastsætter jobbets indhold og ansættelsesstedet efter en samtale med dig.  

Du kan få et seniorjob, når

  • du er borger i Mariagerfjord Kommune
  • du er ledig a-kasse medlem
  • din dagpengeperiode er udløbet
  • du har ret til at gå på efterløn indenfor 5 år, efter din dagpengeperiode er udløbet

Hvad er seniorjob?

Seniorjob er en ordning, hvor vi som bopælskommune har pligt til at etablere et job til dig,
hvis din dagpengeret udløber indenfor 5 år, før du kan gå på efterløn.

Hvem har ret til seniorjob?

Du skal være ledig, medlem af en a-kasse, og din dagpengeperiode udløber indenfor 5 år
før du har ret til at gå på efterløn.

Betingelser

Du skal være medlem af en a-kasse og fortsat indbetale efterlønsbidrag. Det gælder også
mens du arbejder i seniorjobbet.

I seniorjobbet vil du fortsat stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og du kan derfor stadig få
henvist et ordinært job fra Jobcentret, som du har pligt til at modtage.

Du skal selv søge

Er du berettiget til et seniorjob, skal du sende en ansøgning om ansættelse i seniorjob til
Mariagerfjord Kommune, Ndr. Kajgade 1, 9500 Hobro, mrk. ”Ansøgning til seniorjob”.

Du kan også indsende din ansøgning digitalt. Du kan sende ansøgningen via din e-boks eller som en sikker mail til sikkerpost@mariagerfjord.dk.

Du kan sende ansøgningen tidligst 3 måneder før og senest 2 måneder efter, din dagpengeperiode udløber.

Når du søger et seniorjob, kontakter vi din a-kasse, som oplyser, om du opfylder betingelserne for et seniorjob. Bliver du ansat i et seniorjob, giver vi a-kassen besked om dette.
Du vil blive indkaldt til en egentlig ansættelsessamtale.

Løn- og arbejdsvilkår

Du vil blive ansat senest 3 måneder efter den dag, hvor du har anmodet om et seniorjob.

Ansættelsen kan tidligst begynde den dag, når din dagpengeret udløber.

Er du fuldtidsforsikret i din a-kasse, tilbydes du et job på fuldtid, og er du deltidsforsikret, vil du blive tilbudt et job på deltid.

Løn- og arbejdsvilkår følger de gældende overenskomster på området.

Arbejdsopgaver og ansættelsessted fastsætter vi efter en samtale med dig. Vi tager så vidt muligt hensyn til dine kvalifikationer og interesser.

Din ansættelse vil være en udvidelse af medarbejderkredsen på arbejdspladsen.

Ophør i seniorjob

Ansættelse i seniorjob ophører

  • når du kan gå på efterløn
  • hvis du afslår et rimeligt tilbud om ordinært arbejde formidlet af Jobcentret,
  • hvis du mister retten til efterløn (f.eks. hvis du melder dig ud af a-kassen eller ikke længere betaler efterlønsbidrag).

Du kan få mere vejledning om seniorjob i din a-kasse eller ved at kontakte vores personalekonsulenter.

Opdateret 28.08.18    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?