Vores borgere


Vores borgere fortæller, at genoptræning har været med til at motivere og hjælpe dem til hurtigere at genvinde evnen til at udføre hverdagsaktiviteter, som de holder af. Dette har været med til at give dem mere livskvalitet og glæde i hverdagen.

Hvad synes vores borgere?

Nedenfor kan du læse eksempler på, hvad vores borgere synes om deres forløb med genoptræning.

Portrætfoto af Per, som har deltaget på genoptræning

Per

Diagnose: Hofteopereret

"Jeg er kommet længere, end jeg havde kunnet på egen hånd"

Jeg blev hofteopereret, hvorefter jeg fik at vide fra sygehuset, at kommunerne skulle tilbyde genoptræning efter sådanne slags operationer. Sygehuset kontaktede derfor Mariagerfjord Kommune, hvorefter jeg kom til et møde en uge efter, at jeg var blevet opereret.

Til mødet havde jeg en snak med fysioterapeuten, og derefter kom jeg på et hold med andre, som var i en lignende situation som mig. Holdene var ikke større, end de kunne holde øje med os alle sammen, så det er rigtig godt. Det er vigtigt. Terapeuterne var gode til at korrigere og observere os alle sammen. I forhold til at træne hjemme så giver det mere at komme på holdene, fordi det er med til at motivere - det er terapeuterne også gode til. 

Det, som jeg har fået ud af mit genoptræningsforløb, er, at jeg er kommet længere, end jeg havde kunnet på egen hånd. Inden jeg var færdig hernede, kunne jeg allerede gå uden brug af krykstokke. Det tror jeg helt sikkert er blevet fremskyndet hernede. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg er på vej i den rigtige retning, og at jeg nok skal komme mig ovenpå operationen. Jeg har også fået lysten til at fortsætte med at træne selv og går nu til styrketræning et par gange om ugen. 

Jytte

Jytte

Diagnose: Smerter i knæet

"Det har givet mig større livskvalitet, fordi jeg nu bedre kan de ting, som jeg gerne vil" 

Jeg har haft ondt i mit knæ i flere år, og det er blevet værre og værre. Jeg elsker at gå i naturen, og det havde jeg svært ved. Jeg gik derfor til lægen, hvorefter jeg fik at vide fra sygehuset, at jeg kunne få et nyt knæ med det samme. Jeg valgte dog at udskyde det, fordi det passede dårligt på daværende tidspunkt. I stedet blev jeg tilbudt at komme til genoptræning hernede for at se, om det kunne mindske mine smerter - og det er i hvert fald én af de ting, som jeg har fået ud af det. 

Jeg blev rigtig godt sat ind i genoptræningen af terapeuten. Terapeuterne er gode til at informere og hjælpe, så man gør øvelserne rigtigt. Jeg synes, at det har været rigtig godt med holdtræning, fordi der er noget socialt på holdet. Jeg har også haft mulighed for at snakke med andre, som allerede har fået et nyt knæ og se, hvordan det går med dem. Det ville jeg ikke have kunnet, hvis jeg kun havde fået individuel træning.

Før genoptræning havde jeg svært ved at gå, men efter at jeg er blevet stærkere, så kan jeg faktisk gå længere uden at have ondt. Jeg kan nu tage trapperne ved lystbådhavnen i Hobro og gå en tur derude i bakkerne. Det havde jeg meget svært ved før, og jeg skulle holde mange flere pauser. Det har selvfølgelig været med til at give mig en større livskvalitet, fordi jeg nu bedre kan de ting, som jeg gerne vil. Nu har jeg så lige fået nyt knæ for 14 dage siden, men jeg tænker også, at jeg hurtigere kommer ovenpå igen, fordi jeg har gået til træning før operationen.   

Opdateret 21.05.19    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?