Informationer, rammer og rettigheder


Ret til frit valg af behandlingstilbud og behandling inden for 14 dage efter henvendelse.

Det tilbyder vi

Er du via dit arbejde i kontakt med et menneske med et alkohol eller stof problem, så står Rusmiddelcenteret til din rådighed. Det kræver ingen henvisning hertil, blot at borgeren selv ønsker hjælp og er indstillet på at få kontakt til os. Vi deltager gerne i en samtale, hvor vi snakker om, hvordan vi bedst kan hjælpe. I samarbejde med borgeren tilrettelægges et behandlingsforløb hos os.

Vi dækker fagligt bredt med sundhedsfagligt, pædagogisk- og psykologisk personale med dobbelt fokuseret behandling.

Vi har misbrugsbehandlere, som varetager opgaver i forhold til de unge, de er gode til at skabe relation til de unge og formidle nødvendig information. Ungebehandlerne tager gerne ud på uddannelsessteder eller andre steder, hvor de unge holder til. En forudsætning er, at den unge selv ønsker kontakt til os, så deltager vi gerne i en samtale om, hvordan vi kan hjælpe.

Vi tilbyder sparring og formidling af metoder og værktøjer, der kan bruges i arbejdet med tidlig opsporing og samtaler omkring rusmidler og dens problematikker.

Behandlingsgaranti

Hvis du har et problematisk forbrug af alkohol, hash eller andre stoffer, så har du ret til behandling inden for 14 dage efter, at du har anmodet om et behandlingstilbud. Tilbuddet er gratis.

Anonymitet

Du kan modtage anonym rådgivning på Misbrugscentret. Det vil sige, at du kan få rådgivning uden at dit personnummer, navn og adresse bliver registreret. Du har desuden ret til at forblive anonym, hvis det er alkoholbehandling. Det vil sige, at du kan være indskrevet her, uden at dit personnummer, navn og adresse bliver registreret på din journal.

Hvis der er tale om et behandlingsforløb, der indgår som et led i en dom, fx ift spirituskørsel, kan vi ikke fuldt opretholde et ønske om anonymitet. I dette tilfælde skal der samarbejdes med Kriminalforsorgen om, at dommen fuldføres.

Tavshedspligt

Misbrugscentrets medarbejder har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om dig, der er i behandling her. Vi har pligt til at føre journal over behandlingsforløbet, men ingen oplysninger kan gives videre til andre myndigheder eller personer, uden et skriftligt samtykke fra dig.

Underretningspligt

En undtagelse fra tavshedspligten og retten til anonymitet opstår, hvis der er bekymring for et barns trivsel, så træder underretningspligten i kraft. 
Ligeledes kan vi ikke opretholde tavshedspligten, såfremt der er bekymring for personfarlig kriminalitet.

Da vi følger nationale retningslinjer og anbefalinger, indeholder behandlingstilbuddet en screening samt en behandlingsplan, som tager udgangspunkt i dine ønsker, erfaringer og behov for behandling. Derudover benytter vi evidensbaserede behandlingsmetoder, som MI, Kognitiv – og familieorienteret behandling.

Efter afsluttet behandlingsforløb, vil du efter en og seks måneder blive tilbudt en opfølgningssamtale. Årsagen hertil er, at fastholde positive behandlingsresultater og evt. forebygge slip eller tilbagefald. 

Der vil med dit samtykke og i samarbejde med dig blive inddraget relevante samarbejdspartnere. Dette for at sikre kontinuerlighed og at du få den bedst mulige hjælp i forløbet.

Anonym ambulant stofbehandling

Tilbuddet er til dig, som oplever problemer med stoffer, men som ikke har andre sociale problemer.
Du skal være i uddannelse eller beskæftigelse og have afklarede boligforhold. Under anonyme rammer kan du få hjælp til at reducere eller stoppe dit misbrug af stoffer. Behandlingen varetages på en adresse, der sikre dit ønske om anonymitet.

Hvis du ønsker behandling uden for kommunens grænser, har Mariagerfjord Kommune et samarbejde med nabokommunen, hvor behandlingen også foregår helt anonymt. Behandlingen består af individuelle samtaler med samme behandler gennem hele forløbet. Behandlingen er et afgrænset behandlingsforløb af kortere varighed og er gratis. 

Du kan læse mere om, hvordan behandlingen foregår i ydelseskataloget.

Døgnophold

Mulighed for døgnophold vurderes altid individuelt og bevilges af specialrådgivning for vokse.

Lovgrundlag

Serviceloven

§ 101. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde behandling af stofmisbrugere.

Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.

Stk. 3. Børne- og socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om behandling efter stk. 1 og 2 af stofmisbrugere under 18 år i særlige tilfælde.

Stk. 4. En person, der er visiteret til behandling, kan vælge at blive behandlet i et andet offentligt behandlingstilbud eller privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, der er visiteret til efter stk. 1.

Stk. 5. Fristen efter stk. 2 kan fraviges, hvis personen vælger at blive behandlet i et andet offentligt eller privat behandlingstilbud end det, kommunalbestyrelsen har visiteret til efter stk. 1.

Stk. 6. Retten til at vælge efter stk. 4 kan begrænses, hvis hensynet til stofmisbrugeren taler for det.

§ 101 a. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde anonym, ambulant behandling af stofmisbrug til personer, der har et behandlingskrævende stofmisbrug, men som ikke har andre sociale problemer, hvortil der ydes hjælp efter afsnit V.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen indgår aftale med to eller flere leverandører af tilbud om anonym, ambulant behandling af stofmisbrug, jf. stk. 1, hvoraf mindst ét tilbud skal være beliggende uden for kommunen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at en person, der ønsker at modtage anonym, ambulant stofmisbrugsbehandling, jf. stk. 1, kan henvende sig til kommunen anonymt via hjemmeside eller telefonisk og indgå aftale om en afklarende samtale om behandlingsbehovet. Den afklarende samtale skal tilrettelægges på en sådan måde, at formålet med anonymitet opnås.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om behandling efter stk. 1 på baggrund af en afklarende samtale, jf. stk. 3, hvorefter personen henvises til de behandlingstilbud, som kommunalbestyrelsen har indgået aftale med efter stk. 2.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de leverandører af tilbud, der er indgået aftale med, jf. stk. 2, skal behandle henvendelser, jf. stk. 3, og træffe afgørelse om behandling på baggrund af en afklarende samtale.

Stk. 6. Afgørelser om behandling efter stk. 4 og 5 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 7. Behandlingen efter stk. 1 skal foregå adskilt fra behandlingstilbud efter § 101 og på en sådan måde, at formålet med anonymitet opnås.

Stk. 8. Behandlingen efter stk. 1 skal udgøre et afgrænset behandlingsforløb af kortere varighed og indeholde gruppebehandling og mulighed for en individuel, afsluttende samtale.

§ 104. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.

§ 141. Når der ydes hjælp til personer under folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, efter afsnit V, skal kommunalbestyrelsen som led i indsatsen skønne, om det er hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen, jf. dog stk. 2 og 6. Ved denne vurdering skal der tages hensyn til borgerens ønske om en handleplan samt karakteren og omfanget af indsatsen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde at udarbejde en handleplan, når hjælpen ydes til

  1. personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
  2. personer med alvorlige sociale problemer, der ikke eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.

Stk. 3. Handleplanen skal angive

  1. formålet med indsatsen,
  2. hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet,
  3. den forventede varighed af indsatsen og
  4. andre særlige forhold vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v.

Stk. 4. Handleplanen bør udarbejdes ud fra borgerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

Stk. 5. Når en handleplan indebærer, at en person visiteres til et socialt døgntilbud efter §§ 107-110 eller til et behandlingstilbud for stofmisbrugere efter § 101, skal relevante dele af handleplanen udleveres til tilbuddet.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsens forpligtelser efter stk. 1-5 gælder ikke for personer, der tilbydes anonym, ambulant behandling af stofmisbrug efter § 101 a.

Sundhedsloven

§ 141. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri behandling til alkoholmisbrugere.

Stk. 2. Alkoholbehandling skal iværksættes senest 14 dage efter, at alkoholmisbrugeren har henvendt sig til kommunen med ønske om at komme i behandling.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om alkoholbehandling i henhold til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd, jf. stk. 4, eller private institutioner.

Stk. 4. Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i regionen behandlingspladser m.v., jf. stk. 1, til rådighed for kommunerne og yder faglig bistand og rådgivning.

Stk. 5. Socialtilsynet, jf. lov om socialtilsyn, godkender og fører driftsorienteret tilsyn med alkoholbehandlingssteder, jf. stk. 3. Socialtilsynet skal ved godkendelse af og driftsorienteret tilsyn med alkoholbehandlingssteder benytte sig af den aktuelt bedste faglige viden om metoder og indsatser.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan alene tilvejebringe tilbud om alkoholbehandling, jf. stk. 1 og 3, på alkoholbehandlingssteder, som er godkendt efter § 5 i lov om socialtilsyn, jf. stk. 5. For behandlingssteder, som en kommunalbestyrelse ikke selv har etableret, gælder endvidere, at behandlingsstedet skal have en aftale med minimum én kommune for at kunne indgå i kommunalbestyrelsens tilbud om alkoholbehandling.

Stk. 7. Behandling og rådgivning til alkoholmisbrugere skal ydes anonymt, hvis alkoholmisbrugeren ønsker det.

Stk. 8. Behandling på alkoholambulatorium er vederlagsfri, uanset hvor patienten bor.

Kontakt


Fortunavej


Opdateret 24.07.18    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?