Prøver sikrer vandkvaliteten
Både enkeltindvindere og ikke almene vandforsyningsanlæg skal jævnligt have udtaget en vandprøve til analyse for vandkvaliteten i deres drikkevandsboring eller -brønd.
Prøven skal analyseres på et godkendt laboratorium.
Det er ejeren af ejendommen, hvor boringen eller brønden er placeret, som skal bestille en prøve og betale for den efterfølgende analyse.
Hvem tager prøven og hvordan?
Udtagningen sker af den udsendte prøveudtager fra laboratoriet. Udtagning af vandprøven bør ske af en vandhane, som bruges jævnligt, men helst af køkkenhanen eller en anden vandhane i beboelsen.
Ved at udtage prøven af en hane, som bruges jævnligt i beboelsen, undgår man at få gammelt, stillestående og måske bakteriefyldt vand med i prøven.
Hvad kigger man efter?
Ifølge lovgivningen er der krav om, at analysen skal være en såkaldt ”forenklet kontrol”.
I denne prøve bliver der analyseret for vandets surhedsgrad (pH), ledningsevne, fosfor og nitrat samt kim, colibakterier og E. coli.
Godkendte laboratorier til analyse af drikkevand
I Danmark findes der mange laboratorier, som er godkendt til at analysere drikkevand.
For at vælge et laboratorium kan du søge på "akkrediteret laboratorium til drikkevand" på internettet. Herefter kan du kontakte et laboratorium, som kan oplyse dig prisen på udtagning og analyse af vandprøven.