Kontanthjælp


Ansøg om kontanthjælp

Hvem kan ansøge om kontanthjælp?

Du kan søge om kontanthjælp, hvis du er fyldt 18 år og ikke er i stand til at forsørge dig selv eller din familie.

Hvordan kan man ansøge om kontanthjælp?

Ønsker du at ansøge om kontanthjælp, kan du ansøge digitalt nedenfor, eller du kan møde op i Jobcentret i Jobbutikkens åbningstider og få et ansøgningsskema. Se åbningstiderne for Jobbutikken.

Uanset om du søger digitalt eller får udleveret et ansøgningsskema i Jobbutikken, skal du henvende dig personligt i Jobcentret på første ledighedsdag for at søge kontanthjælp.

Ansøgningen kan du med fordel udfylde og indsende digitalt her, men den registreres dog ikke før, du har henvendt dig personligt i Jobcentret.

Hvis du søger digitalt, er det vigtigt, at du vedhæfter den dokumentation, som fremgår af ansøgningsskemaet.

Du skal bruge linket nedenfor, der hedder ”Ansøgning om kontanthjælp”. Linket åbner ansøgningsskemaet i borger.dk, som bruges til ansøgninger i forbindelse med kontanthjælp, uddannelseshjælp, integrationsydelse og særlig støtte.

Selvbetjening

Kontanthjælp - under 30 år og har en uddannelse

Følgende tekst er leveret af Borger.dk

Det er en betingelse for at få kontanthjælp:

  • at du er under 30 år
  • at du har en erhvervskompetencegivende uddannelse
  • at du har været ude for en social begivenhed, fx sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør
  • at den sociale begivenhed har medført, at du ikke kan skaffe det nødvendige til dig eller din familie, og at du ikke forsørges af andre
  • at behovet for forsørgelse ikke kan dækkes af andre ydelser, fx arbejdsløshedsdagpenge, pension mv.
Senest en uge efter, at du første gang har henvendt dig til kommunen om hjælp, bliver du indkaldt til den første samtale, hvor jobcenteret vurderer, om du er jobparat eller aktivitetsparat. Hvis jobcenteret vurderer, at du er i stand til at komme i arbejde inden for en kortere periode, er du jobparat og skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis jobcenteret vurderer, at du ikke kan komme i arbejde inden for en kortere periode, er du aktivitetsparat.
Følgende tekst er leveret af Borger.dk

Personer under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse modtager kontanthjælp på ungesats.

Størrelsen af kontanthjælpen afhænger bl.a. af, om du er fyldt 25 år, og om du har forsørgelsespligt over for børn.
Hvis du er gift eller har en samlever, påvirker din ægtefælles eller samlevers formue og indtægt også, hvor meget du kan modtage i kontanthjælp.

Hvis du er jobparat gælder disse regler:
Personer mellem 25 og 29 år, som er udeboende og har en erhvervskompetencegivende uddannelse, kan få kontanthjælp på ungesats – dvs. 6.992 kr. (2015) og 7.069 kr. (2016). Personer mellem 25 og 29 år, der er enlige forsørgere, kan få kontanthjælp med en forhøjet sats – dvs. 13.779 kr. (2015) og 13.931 kr. (2016).
Hvis du er aktivitetsparat gælder disse regler:

Personer mellem 25 og 29 år, som er udeboende og har en erhvervskompetencegivende uddannelse, kan få kontanthjælp på ungesats - dvs. 6.992 kr. (2015) og 7.069 kr. (2016).

Hvis kommunen vurderer, at du er aktivitetsparat, kan du derudover få et tillæg – et såkaldt aktivitetstillæg på 3.857 kr. (2015) og 3.899 kr. (2016) – i de uger, hvor du deltager i enten et aktivt tilbud eller får mentorstøtte. Satsen for aktivitetstillægget er fastsat, så den samlede ydelse som ikke-forsørger svarer til kontanthjælpssatsen for personer, der er fyldt 30 år, dvs. 10.849 kr. (2015) og 10.968 kr. (2016) om måneden.

Følgende tekst er leveret af Borger.dk

Du bliver betragtet som jobparat, når du opfylder betingelserne:

  • du er under 30 år
  • du har en erhvervskompetencegivende uddannelse
  • kommunen vurderer, at du er i stand til at påtage dig et ordinært arbejde, som gør dig i stand til at forsørge dig selv inden for tre måneder.

Hvis kommunen vurderer, at du er jobparat, skal du stå til rådighed for arbejde m.v. og aktivt søge job.

Du skal søge job intensivt

Som jobparat skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og du skal være aktivt jobsøgende. Du skal søge seriøst, realistisk og bredt. Du skal kunne dokumentere din jobsøgning, og du skal løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet.

Jobcentret kan stille yderligere krav til din jobsøgning og gennem klare aftaler sikre, at du reelt står til rådighed.

Senest en uge efter din første henvendelse til kommunen om hjælp indkalder kommunen – jobcentret – dig til den første samtale.

Herefter skal du til to yderligere samtaler. Formålet med samtalerne er at hjælpe dig med jobsøgning og med at komme i job.

Kommunen kan iværksætte en nytteindsats, hvis den vurderer, det er relevant. Du kan også få andre beskæftigelsesrettede tilbud som fx ansættelse med løntilskud eller virksomhedspraktik, hvis kommunen vurderer, at det er relevant for dig.

Opfølgning på din jobsøgning

Jobcentret vil med udgangspunkt i din joblog på Jobnet løbende følge op på, om du søger job tilstrækkeligt seriøst, realistisk og bredt. Er det ikke tilfældet, vil jobcentret stille yderligere krav til din jobsøgning og gennem klare aftaler sikre, at du reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Du skal til samtale med jobcentret mindst 4 gange inden for 12 måneder.

Sanktion, hvis du ikke søger job m.v.

Du har som kontanthjælpsmodtager pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud, virksomhedspraktik m.v.

Hvis du ikke lever op til kravene om at stå til rådighed, skal kommunen give dig en sanktion.

Kommunen nedsætter din kontanthjælp, hvis du uden rimelig grund fx:

  • udebliver fra et aktiveringstilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning,
  • udebliver fra en jobsamtale eller en individuel samtale, herunder en samtale som led i en sygeopfølgning, eller en rådighedsvurdering i jobcentret
  • undlader at tilmelde dig som arbejdssøgende i jobcentret eller lægge dit cv ind i Jobnet
  • undlader at tjekke dine jobforslag på Jobnet og dermed bekræfte, at du er jobsøgende, og som følge heraf er blevet afmeldt som jobsøgende.

Nedsættelsen af kontanthjælpen bliver foretaget for det antal dage, hvor du er udeblevet m.v. helt eller delvist. Det er en såkaldt periodesanktion. Hjælpen bliver nedsat med ydelsen for en hel dag, uanset hvor mange timer du rent faktisk er udeblevet pr. dag.

Kommunen nedsætter også din kontanthjælp, hvis du uden rimelig grund fx:

  • ophører med et arbejde
  • afviser tilbud om arbejde
  • undlader at give jobcentret eller din arbejdsgiver besked om, at du er syg
  • undlader efter krav fra jobcentret at søge konkrete job
  • undlader at overholde aftaler om jobsøgning
  • undlader at registrere dine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet inden for den frist, som kommunen har fastsat.

Kontanthjælpen bliver nedsat med et fast beløb. Det er en såkaldt punktsanktion.

Hvis du er uddannelses- eller jobparat, og du gentagne gange ikke overholder kravene om at søge job og deltage i aktive tilbud, kan du få en skærpet sanktion. En skærpet sanktion betyder, at du mister retten til kontanthjælp i en periode på op til tre måneder.

Hjælpen kan kun ophøre, hvis kommunen samtidig sikrer, at der er et åbent tilbud, som du kan tage imod og dermed opfylde din pligt til at udnytte dine arbejdsmuligheder. Du vil derfor modtage et tilbud, samtaler eller daglig pligt til at møde frem i jobcentret. Du har ret til at få udbetalt kontanthjælp for de dage, du deltager i tilbud, møder frem til samtaler m.v.

Du skal arbejde for din kontanthjælp

Hvis du ikke kommer i job, vil du senest efter tre måneder blive mødt med krav om at arbejde for din kontanthjælp i fx en nytteindsats. Nytteindsats kan bestå i samfundsnyttige opgaver hos offentlige arbejdsgivere. Det kan fx være at tage plejehjemsbeboerne med på en ekstra tur, at lave supplerende kundeservice på et hospital ved fx at hjælpe pårørende med at finde rundt eller at gå til hånde og hjælpe en pedel med småopgaver på en uddannelsesinstitution. Kommunen kan iværksætte en nytteindsats, hvis den vurderer, at det er relevant.

Du kan også få andre beskæftigelsesrettede tilbud, fx ansættelse med løntilskud eller virksomhedspraktik, hvis kommunen vurderer, at det er relevant for dig.

Kommunen kan altid kræve, at du arbejder for din kontanthjælp, bl.a. hvis der opstår tvivl om din rådighed.

Formidling af job og aftaler om jobsøgning

Når det er relevant, skal dit jobcenter formidle konkrete og ordinære job til dig, hvis du selv har svært ved at finde et arbejde. Jobcentret kan også indgå aftaler med dig om jobsøgningen og pålægge dig at søge job.

Følgende tekst er leveret af Borger.dk

Du bliver betragtet som aktivitetsparat, når du opfylder betingelserne:

  • du er under 30 år
  • du har en erhvervskompetencegivende uddannelse
  • kommunen vurderer, du ikke kan påtage dig et ordinært arbejde, som gør dig i stand til at forsørge dig selv inden for tre måneder, fx fordi du har sammensatte eller komplekse problemer af fx faglig, social eller helbredsmæssig karakter.
Du har ret til en koordinerende sagsbehandler

Hvis du er under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse, og jobcentret vurderer, at du er aktivitetsparat, har du ret til straks at få en koordinerende sagsbehandler. Den koordinerende sagsbehandler skal sikre, at du får en indsats, der er tværfaglig og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.

Tidlig og helhedsorienteret indsats, hvis du har komplekse problemer

Hvis du er aktivitetsparat, vil kommunen hurtigst muligt og senest efter seks måneder sørge for, at du får en helhedsorienteret indsats. Indsatsen skal afspejle dine individuelle behov og sikre, at du får en jobrettet indsats og hjælp.

Indsats rettet mod arbejde

Kommunens indsats er rettet mod at bringe dig tættere på et arbejde og vil så vidt muligt foregå på en almindelig arbejdsplads. Indsatsen skal samtidig tage hånd om dine forskellige udfordringer fx sociale eller sundhedsmæssige problemer.

Hvis du undervejs får brug for støtte til at sikre, at du kan gennemføre de aktiviteter, der er aftalt, kan kommunen bevilge dig en mentor.

Tæt opfølgning på din indsats

Hvis du er vurderet aktivitetsparat, skal jobcentret løbende følge tæt op på den indsats og hjælp, du får. Opfølgningen har fokus på, om du udvikler dig hen imod et job. Opfølgningen skal sikre, at indsatsen løbende bliver tilpasset dine fremskridt. Jobcentret afholder samtaler med dig mindst 4 gange inden for 12 måneder.

Du kan få en mentor

Hvis det på grund af personlige forhold i en periode ikke er muligt for dig at deltage i tilbud m.v., har du ret til mentorstøtte i den periode. Mentoren skal hjælpe dig med at få stabiliseret dit liv så meget, at du med tiden kan deltage i aktive tilbud.

Tilbud om mentorstøtte skal gives for en periode på seks måneder, og der skal som minimum være kontakt mellem mentor og dig en gang hver anden uge. Hvis du efter seks måneder fortsat ikke kan deltage i aktive tilbud, skal du have et nyt tilbud om mentorstøtte.

Mentoren kan blive ved med at følge dig – også den dag du får ordinært arbejde.

Har du været indlagt med psykisk lidelse?

Hvis du er aktivitetsparat, og du har været indlagt med en psykisk lidelse, har du ret til at få tilknyttet en mentor. Mentoren skal fungere som en udskrivningskoordinator, der skal hjælpe dig med at genetablere og understøtte et normalt hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde.

Kommunen skal tilknytte mentoren, så snart dit udskrivningsforløb begynder. Du har ret til mentorstøtte i op til 3 måneder forud for udskrivelsen og for en periode på mindst 6 måneder i alt.

Har du siddet i fængsel?

Hvis sidder i fængsel, kan du få tilknyttet en udslusningskoordinator. Kommunen tilknytter en udslusningskoordinator, når fængslet begynder at planlægge dit udslusningsforløb. Udslusningskoordinatoren skal hjælpe dig med at genetablere og understøtte et normalt hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde.

Sanktion, hvis du ikke står til rådighed

Du har som kontanthjælpsmodtager pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud, virksomhedspraktik m.v. Udgangspunktet er, at også personer, der modtager kontanthjælp som aktivitetsparate, skal udnytte deres arbejdsmuligheder aktivt og tage imod en indsats rettet mod ordinær uddannelse eller et rimeligt tilbud om arbejde, fx et job på nedsat tid og/eller hvor der tages hensyn til eventuelt skånebehov.

Hvis du ikke lever op til de krav, som kommunen stiller til dig, mens du modtager kontanthjælp, skal kommunen give dig en sanktion.

Fx kan kommunen trække tre dage af din kontanthjælp i form af en såkaldt punktsanktion, hvis du fx uden rimelig grund afviser tilbud om arbejde, undlader efter krav fra jobcentret at søge konkrete job eller undlader at give meddelelse om sygdom til jobcentret eller din arbejdsgiver.

Hvis du er aktivitetsparat, og kommunen vurderer, du er i en udsat situation, skal kommunen anvende sanktionerne på en måde, der tager højde for, at du måske ikke har mulighed for at leve op til de krav, der stilles. Kommunen skal altid foretage en konkret vurdering af, om kommunen skal give en sanktion over for en aktivitetsparat person, eller om der er andre rimelige grunde end dem, som udtrykkeligt er nævnt i loven, der kan begrunde, at en sanktion ikke skal gives. Rimelige grunde kan fx være svær psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer. Hvis du er aktivitetsparat, skal kommunen kun give dig en sanktion, hvis sanktionen skønnes at fremme din rådighed.

Inden kommunen må give dig en sanktion, skal kommunen altid have udnyttet alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med dig om, hvorfor du som aktivitetsparat ikke lever op til de krav, kommunen har stillet til dig – fx om at deltage i aktive tilbud. Det betyder i praksis, at kommunen fx skal være i personlig kontakt med dig, hvis du ikke reagerer på en skriftlig partshøring forud for en sanktion. Den personlige kontakt kan fx være telefonisk eller personlig kontakt, hvor du bor eller opholder dig, herunder på et evt. behandlingssted.

Kontanthjælp - 30 år eller derover

Følgende tekst er leveret af Borger.dk

Hvis du er 30 år eller derover, tager kommunen udgangspunkt i, om du kan arbejde - dvs. om du er jobparat. Eller om du mangler de nødvendige forudsætninger for at arbejde, fordi du har komplekse sociale eller helbredsmæssige problemer. Hvis du ikke har de nødvendige forudsætninger, bliver du betragtet som aktivitetsparat.

Det er en betingelse for at få kontanthjælp:

  • at du er 30 år eller mere
  • at du har været ude for en social begivenhed, fx sygdom eller arbejdsløshed
  • at den sociale begivenhed har medført, at du ikke kan forsørge dig selv og din familie, og at du ikke forsørges af andre
  • at behovet for forsørgelse ikke kan dækkes af andre ydelser, fx arbejdsløshedsdagpenge, pension mv.

Senest en uge efter, du har meldt dig ledig til kommunen, bliver du indkaldt til den første samtale, hvor jobcenteret vurderer, om du er jobparat eller aktivitetsparat.

Følgende tekst er leveret af Borger.dk

Størrelsen af kontanthjælpen afhænger bl.a. af, om du har forsørgelsespligt over for børn.

Hvis du er gift eller har en samlever, påvirker din ægtefælles eller samlevers formue og indtægt også, hvor meget du kan modtage i kontanthjælp.

Du kan fx få op til 10.849 kr. (2015) og 10.968 kr. (2016) om måneden i kontanthjælp, hvis du ikke har børn. Hvis du har børn, som du forsørger, kan du få op til 14.416 kr. (2015) og 14.575 kr. (2016) om måneden.

Hvis du er i nytteindsats, modtager du også kontanthjælp efter samme sats.

Følgende tekst er leveret af Borger.dk

Du bliver betragtet som jobparat, når du opfylder betingelserne:

  • du er fyldt 30 år
  • kommunen vurderer, at du er i stand til at påtage dig et ordinært arbejde, som gør dig i stand til at forsørge dig selv inden for tre måneder.

Hvis kommunen vurderer, at du er jobparat, skal du stå til rådighed for arbejde m.v. og aktivt søge job.

Du skal søge job intensivt

Som jobparat skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og du skal være aktivt jobsøgende. Du skal søge seriøst, realistisk og bredt. Du skal kunne dokumentere din jobsøgning, og du skal løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet.

Jobcentret kan stille yderligere krav til din jobsøgning og gennem klare aftaler sikre, at du reelt står til rådighed.

Senest tre uger fra din første henvendelse til kommunen skal du lægge dit cv ind i Jobnet.

Kommunen – jobcentret – indkalder dig til tre samtaler i løbet af de første tre måneder. Formålet med samtalerne er at hjælpe dig med jobsøgning og med at komme i job.

Kommunen kan iværksætte en nytteindsats, hvis den vurderer, det er relevant. Du kan også få andre beskæftigelsesrettede tilbud som fx ansættelse med løntilskud eller virksomhedspraktik, hvis kommunen vurderer, at det er relevant for dig.

Opfølgning på din jobsøgning

Jobcentret vil med udgangspunkt i din joblog på Jobnet løbende følge op på, om du søger job tilstrækkeligt seriøst, realistisk og bredt. Er det ikke tilfældet, vil jobcentret stille yderligere krav til din jobsøgning og gennem klare aftaler sikre, at du reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Du skal til samtale med jobcentret mindst 4 gange inden for 12 måneder.

Sanktion, hvis du ikke søger job

Du har som kontanthjælpsmodtager pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud, virksomhedspraktik m.v.

Hvis du ikke lever op til kravene om at stå til rådighed, skal kommunen give dig en sanktion.

Kommunen nedsætter din kontanthjælp, hvis du uden rimelig grund fx:

  • udebliver fra et aktiveringstilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning
  • udebliver fra en jobsamtale eller en individuel samtale, herunder en samtale som led i en sygeopfølgning, eller en rådighedsvurdering i jobcentret
  • undlader at tilmelde dig som arbejdssøgende i jobcentret eller lægge dit cv ind i Jobnet
  • undlader at tjekke dine jobforslag på Jobnet og dermed bekræfte, at du er jobsøgende, og som følge heraf er blevet afmeldt som jobsøgende.

Nedsættelsen af kontanthjælpen bliver foretaget for det antal dage, hvor du er udeblevet m.v. helt eller delvist. Det er en såkaldt periodesanktion. Hjælpen bliver nedsat med ydelsen for en hel dag, uanset hvor mange timer du rent faktisk er udeblevet pr. dag.

Kommunen nedsætter også din kontanthjælp, hvis du uden rimelig grund fx:

  • ophører med et arbejde
  • afviser tilbud om arbejde
  • undlader at give jobcentret eller din arbejdsgiver besked om, at du er syg
  • undlader efter krav fra jobcentret at søge konkrete job
  • undlader at overholde aftaler om jobsøgning
  • undlader at registrere dine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet inden for den frist, som kommunen har fastsat.

Kontanthjælpen bliver nedsat med et fast beløb. Det er en såkaldt punktsanktion.

Hvis du er uddannelses- eller jobparat, og du gentagne gange ikke overholder kravene om at søge job og deltage i aktive tilbud, kan du få en skærpet sanktion.

En skærpet sanktion betyder, at du mister retten til kontanthjælp i en periode på op til tre måneder. Hjælpen kan kun ophøre, hvis kommunen samtidig sikrer, at der er et åbent tilbud, som du kan tage imod og dermed opfylde din pligt til at udnytte dine arbejdsmuligheder. Du vil derfor modtage et tilbud, samtaler eller daglig pligt til at møde frem i jobcenteret. Du har ret til at få udbetalt kontanthjælp for de dage, du deltager i tilbud, møder frem til samtaler m.v.

Du skal arbejde for din kontanthjælp

Hvis du ikke kommer i job, vil du senest efter tre måneder blive mødt med krav om at arbejde for din kontanthjælp, fx i en nytteindsats. Nytteindsats kan bestå i samfundsnyttige opgaver hos offentlige arbejdsgivere. Det kan fx være at tage plejehjemsbeboerne med på en ekstra tur, at lave supplerende kundeservice på et hospital ved fx at hjælpe pårørende med at finde rundt eller at gå til hånde og hjælpe en pedel med småopgaver på en uddannelsesinstitution. Kommunen kan iværksætte en nytteindsats, hvis den vurderer, at det er relevant.

Du kan også få andre beskæftigelsesrettede tilbud, fx ansættelse med løntilskud eller virksomhedspraktik, hvis kommunen vurderer, at det er relevant for dig.

Kommunen kan altid kræve, at du arbejder for din kontanthjælp. Bl.a. hvis der opstår tvivl om din rådighed.

Formidling af job og aftaler om jobsøgning

Når det er relevant, skal dit lokale jobcenter formidle konkrete og ordinære job til dig, hvis du selv har svært ved at finde et arbejde. Jobcentret kan også indgå konkrete aftaler med dig om jobsøgningen og pålægge dig at søge job.

Følgende tekst er leveret af Borger.dk

Du bliver betragtet som aktivitetsparat, når du opfylder betingelserne:

  • du er fyldt 30 år
  • jobcentret vurderer, at du ikke kan påtage dig et ordinært arbejde, som gør dig i stand til at forsøge dig selv inden for tre måneder, fx fordi du har sammensatte eller komplekse problemer af fx faglig, social eller helbredsmæssig karakter.
Du har ret til en koordinerende sagsbehandler

Hvis du er fyldt 30 år, og jobcentret vurderer, at du er aktivitetsparat, har du ret til en koordinerende sagsbehandler. Den koordinerende sagsbehandler skal sikre, at du får en indsats, der er tværfaglig og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.

Tidlig og helhedsorienteret indsats, hvis du har komplekse problemer

Hvis du er aktivitetsparat, vil kommunen hurtigst muligt og senest efter seks måneder sørge for, at du får en helhedsorienteret indsats. Indsatsen skal afspejle dine individuelle behov og sikre, at du får en jobrettet indsats og hjælp.

Indsats rettet mod arbejde

Kommunens indsats er rettet mod at bringe dig tættere på et arbejde og vil så vidt muligt foregå på en almindelig arbejdsplads. Indsatsen skal samtidig tage hånd om dine forskellige udfordringer, fx sociale eller sundhedsmæssige problemer.

Hvis du undervejs får brug for støtte til at sikre, at du kan gennemføre de aktiviteter, der er aftalt, kan kommunen bevilge dig en mentor.

Tæt opfølgning på din indsats

Hvis du er vurderet aktivitetsparat, skal jobcentret løbende følge tæt op på den indsats og hjælp, du får. Opfølgningen har fokus på, om du udvikler dig hen imod et job. Opfølgningen skal sikre, at indsatsen løbende bliver tilpasset dine fremskridt. Jobcentret afholder samtaler med dig mindst 4 gange inden for 12 måneder.

Du kan få en mentor

Hvis det på grund af personlige forhold i en periode ikke er muligt for dig at deltage i tilbud m.v., har du ret til mentorstøtte i den periode. Mentoren skal hjælpe dig med at få stabiliseret dit liv så meget, at du med tiden kan deltage i aktive tilbud.

Tilbud om mentorstøtte skal gives for en periode på seks måneder, og der skal som minimum være kontakt mellem mentor og dig en gang hver anden uge. Hvis du efter seks måneder fortsat ikke kan deltage i aktive tilbud, skal du have et nyt tilbud om mentorstøtte.

Mentoren kan blive ved med at følge dig – også den dag du får ordinært arbejde.

Har du været indlagt med en psykisk lidelse?

Hvis du er aktivitetsparat, og du har været indlagt med en psykisk lidelse, har du ret til at få tilknyttet en mentor.

Mentoren skal fungere som en udskrivningskoordinator, der skal hjælpe dig med at genetablere og understøtte et normalt hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde. Kommunen skal tilknytte mentoren, så snart dit udskrivningsforløb begynder.

Du har ret til mentorstøtte i op til 3 måneder forud for udskrivelsen og for en periode på mindst 6 måneder i alt.

Har du siddet i fængsel?

Hvis du sidder i fængsel, kan du få tilknyttet en udslusningskoordinator. Kommunen tilknytter en udslusningskoordinator, når fængslet begynder at planlægge dit udslusningsforløb. Udslusningskoordinatoren skal hjælpe dig med at genetablere og understøtte et normalt hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde.

Sanktion, hvis du ikke står til rådighed

Du har som kontanthjælpsmodtager pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud, virksomhedspraktik m.v. Udgangspunktet er, at også personer, der modtager kontanthjælp som aktivitetsparate, skal udnytte deres arbejdsmuligheder aktivt og tage imod en indsats rettet mod ordinær uddannelse eller et rimeligt tilbud om arbejde, fx et job på nedsat tid og/eller hvor der tages hensyn til eventuelt skånebehov.

Hvis du ikke lever op til de krav, som kommunen stiller til dig, mens du modtager kontanthjælp, skal kommunen give dig en sanktion.

Fx kan kommunen trække tre dage af din kontanthjælp i form af en såkaldt punktsanktion, hvis du fx uden rimelig grund afviser tilbud om arbejde, undlader efter krav fra jobcentret at søge konkrete job eller undlader at give meddelelse om sygdom til jobcentret eller din arbejdsgiver.

Hvis du er aktivitetsparat, og kommunen vurderer, du er i en udsat situation, skal kommunen anvende sanktionerne på en måde, der tager højde for, at du måske ikke har mulighed for at leve op til de krav, der stilles. Kommunen skal altid foretage en konkret vurdering af, om den skal give en sanktion over for en aktivitetsparat person, eller om der er andre rimelige grunde end dem, som udtrykkeligt er nævnt i loven, der kan begrunde, at en sanktion ikke skal gives. Rimelige grunde kan fx være svær psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer. Hvis du er aktivitetsparat, skal kommunen kun give dig en sanktion, hvis sanktionen skønnes at fremme din rådighed.

Inden kommunen må give dig en sanktion, skal kommunen altid have udnyttet alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med dig om, hvorfor du som aktivitetsparat ikke lever op til de krav, kommunen har stillet til dig – fx om at deltage i aktive tilbud. Det betyder i praksis, at kommunen fx skal være i personlig kontakt med dig, hvis du ikke reagerer på en skriftlig partshøring forud for en sanktion. Den personlige kontakt kan fx være telefonisk eller personlig kontakt, hvor du bor eller opholder dig, herunder på et eventuelt behandlingssted.

Følgende tekst er leveret af Borger.dk

Hvis du er ufaglært, dvs. ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, har du ret til at deltage i et forløb, hvor du får vurderet dine reelle kompetencer. Det er dine såkaldte realkompetencer. Du har også ret til at få testet din læse-, skrive- og regnefærdigheder.

Hvis testene viser, at du har behov for læse-, skrive- og regnekursus, har du ret til at få tilbud om disse.

Som ufaglært kontanthjælpsmodtager kan du også få vejledning og hjælp, hvis du ønsker at blive optaget på en ordinær uddannelse.

Kontanthjælpsloft og 225 timers reglen

Får du boligstøtte eller særlig støtte ud over din kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, så kan kontanthjælpsloftet betyde, at du får mindre udbetalt. Her kan du se en kort film om, hvad kontanthjælpsloftet går ud på, og hvad det kan betyde for dig.

Vejledning under barsel og klagemulighed

Følgende tekst er leveret af Borger.dk

Hvis du er på barsel, skal jobcentret indenfor de sidste tre måneder af din barsel tilbyde en vejledningssamtale. Det hjælper dig med at holde fokus på at få et arbejde, når din barsel er slut.

Din sagsbehandler har ansvaret for vejledningen.

Følgende tekst er leveret af Borger.dk

Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse om kontanthjælp, tilbud m.v., kan du klage over afgørelsen. Du skal klage til kommunen.

Du skal klage over afgørelsen, inden der er gået fire uger efter, at du har fået meddelelse om afgørelsen. Kommunen skal så genvurdere afgørelsen, inden der er gået fire uger, fra klagen er modtaget.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Retningslinjer for aktiveringsgodtgørelse

 

Hvad er aktiveringsgodtgørelse?

Aktiveringsgodtgørelse er et tilskud, som borgeren kan få bevilget ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering eller virksomhedspraktik.

Godtgørelsen skal helt eller delvist dække de udgifter, som borgeren har på grund af deltagelsen. Godtgørelsen kan for eksempel dække udgifter til transport for de første 24 km. pr. dag.

Kommunen skal efter Beskæftigelsesindsatslovens § 83, stk. 2 fastsætte retningslinjer for udbetaling af godtgørelse til anslåede udgifter ved deltagelse i aktivering. Kommunens retningslinjer er senest behandlet i Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse 9. august 2018.

 

Målgruppen der kan modtage aktiveringsgodtgørelse

Kontanthjælpsmodtagere, uddannelseshjælpsmodtagere, integrationsydelsesmodtagere (ej omfattet af integrationsprogrammet), unge under 18 år, selvforsørgende, ressourceforløbsdeltagere og jobafklaringsforløbsdeltagere.

I øvrigt gælder:

  • Der bevilges ikke transport til afstande under 1,5 km. mellem bopæl og tilbudssted.
  • Har borger 2 zoner mellem bopæl og tilbudssted bevilges i godtgørelse en fast bruttosats på 615 kr., der ca. svarer til et 2 zoners pendlerkort. (2018-niveau). Bruttosatsen tilpasses årligt.
  • Har borger 3 zoner mellem bopæl og tilbudssted bevilges i godtgørelse en fast bruttosats på 820 kr., der ca. svarer til et 3 zoners pendlerkort. (2018-niveau). Bruttosatsen tilpasses årligt.
  • Har borger 4 zoner eller flere end 4 zoner bevilges en max. bruttosats 1000 kr., der svarer til det lovfastsatte maksimum beløb.
  • Hvis tilbuddet omfatter få fremmødedage, bevilges efter billigste offentlige transport.
  • Godtgørelsen kan udbetales forud til borgere på lav ydelse.
  • Hvis borger har mulighed for at benytte en kommunal opsamlingsbus, beregnes zoner mellem bopæl og opsamlingsstedet.
  • En borger kan bevilges 50 kr. (2018-niveau) som et engangsbeløb til oprettelse af pendlerkortet, forudsat at det samlede beløb er under 1000 kr. brutto.

Bevilling af aktiveringsgodtgørelse efter Beskæftigelsesindsatslovens § 83 sker i forbindelse med at borger modtager tilbud.

Der kan søges om befordringsgodtgørelse efter Beskæftigelsesindsatslovens § 82 til udgifter til transport udover 24 km. pr. dag.

Ansøgning om befordringsgodtgørelse

Hvem kan få befordringsgodtgørelse

Befordringsgodtgørelse (kilometerpenge) er et beløb til dækning af dine udgifter til transport mellem din bopæl og det sted, hvor du deltager i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Hvornår du kan modtage befordringsgodtgørelse afhænger af din ydelse, som det fremgår herunder.

Dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, øvrige uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere, aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere, integrationsydelsesmodtagere og kontantydelsesmodtagere har ret til befordringsgodtgørelse ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og nytteindsats eller ansættelse med løntilskud (dog kun ved ansættelse på offentlig arbejdsplads). Dertil har dagpengemodtagere ret til befordringsgodtgørelse hvis de er i 6 ugers jobrettet erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (dvs. arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, jf. § 21 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser).

Personer med begrænsninger i arbejdsevnen (revalidender), sygedagpengemodtagere og ressourceforløbsmodtagere i ressourceforløb og jobafklaringsforløb har ret til befordringsgodtgørelse ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og nytteindsats eller ansættelse med løntilskud.

Ledighedsydelsesmodtager, åbenlyst uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere og midlertidige arbejdsmarkedsydelsesmodtagere har ret til befordringsgodtgørelse ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering eller virksomhedspraktik og nytteindsats.

Betingelser for ret til befordringsgodtgørelse ud over 24 km

For at få befordringsgodtgørelse skal den daglige transport mellem bopælen og stedet, hvor tilbuddet gennemføres, være på mere end 24 km (frem og tilbage). Befordringsgodtgørelsen udbetales for de kilometer, der ligger ud over de første 24 km pr. dag.

Hvis personen indkvarteres uden for boligen i forbindelse med deltagelse i vejledning og opkvalificering, regnes indkvarteringsstedet for bopæl.

Befordringsgodtgørelse ved indkvartering

Personer, der er indkvarteret uden for bopælen i forbindelse med vejledning og opkvalificering har også ret til befordringsgodtgørelse ud over 24 km fra indkvarteringsstedet. Der skal dog forsøges at finde et indkvarteringssted i umiddelbar nærhed af tilbudsstedet.

Herudover er der ved indkvartering ret til befordringsgodtgørelse til transport frem og tilbage mellem bopæl og indkvarteringssted i følgende situationer:

  1.  ved tilbuddets start og slutning
  2. ved søgnehelligdage og
  3. hver weekend.

Befordringsgodtgørelse af hele udgiften til transport ved nedsat funktionsevne

Hvis udgiften til transport er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, så har personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, revalidering, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse eller uddannelseshjælp, ret til den faktiske udgift til transport (befordringsgodtgørelse for hele udgiften til transport). Personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der ikke modtager førtidspension (målgruppe 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) har ligeledes ret til godtgørelse for hele udgiften til transport. Det er Jobcenteret, der beslutter, om udgiften til transport er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Personer på sygedagpenge, som deltager i tilbud som led i afklaringen af deres arbejdsevne, har også ret til godtgørelse for den faktiske udgift til transport, hvis udgiften er en følge af en fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne. Kommunen foretager en konkret og individuel vurdering af, om transportudgiften er en følge af en fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne, og om udgiften er nødvendig for deltagelsen i det pågældende tilbud.

Sådan søger du

Udfyld punkterne

  1. A-kassen skal godkende ansøgninger om befordringsgodtgørelse ud over 24 km til forsikrede ledige. Ansøgningen skal derfor sendes til A-kassen.
  2. Jobcenteret skal godkende alle andre ansøgninger, og ansøgningen skal derfor sendes til dit Jobcenter.
  3. Hvis du ansøger om befordringsgodtgørelse ud over 24 km og deltager i et uddannelsesforløb, kan A-kassen eller Jobcenteret anmode dig om at få uddannelsesstedets underskrift.
  4. Hvis du ansøger om befordringsgodtgørelse til den faktiske udgift til transport, så skal du medsende dokumentation for dine udgifter til Jobcenteret.

Du finder ansøgningsskemaet her.

Hvornår skal ansøgningen indsendes?

Du kan indsende ansøgningen løbende, fx måned for måned, når du har haft udgifter til transport. Men ansøgningen skal indgives senest 4 måneder efter tilbuddets ophør - ellers mister du retten til befordringsgodtgørelse.

Udbetaling

Når din ansøgning er behandlet af Jobcenter eller A-kasse, vil befordringsgodtgørelsen blive indsat på din NemKonto, eller du vil modtage et afslag.

Klage over befordringsgodtgørelse

Modtagere af arbejdsløshedsdagpenge, der har fået udbetalt/afslag på befordringsgodtgørelse ud over 24 km, har mulighed for at klage over befordringsgodtgørelsens størrelse eller afslaget inden 4 uger fra modtagelsen af afslag eller meddelelse om udbetaling af befordringsgodtgørelsen. Din A-kasse skal have modtaget klagen inden udløbet af fristen på 4 uger. Hvis A-kassen ikke giver dig medhold i klagen, sender A-kassen den videre til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Alle andre, der har fået udbetalt/afslag på befordringsgodtgørelse, har mulighed for at klage over befordringsgodtgørelsens størrelse eller afslaget inden 4 uger fra modtagelsen af afslag eller meddelelse om udbetaling af befordringsgodtgørelsen. Jobcenteret skal have modtaget klagen inden udløbet af fristen på 4 uger. Hvis Jobcenteret ikke giver dig medhold i klagen, sender Jobcenteret den videre til Ankestyrelsen.

Rettigheder og pligter i forbindelse med jobcentrets behandling af personoplysninger

Når du modtager ydelser fra jobcenteret, har du pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for bevillingen af ydelsen fx at du ikke længere har udgiften til transport, transportens længde eller ændringer i de oplyste helbredsforhold, jf. Retssikkerhedslovens § 11, stk. 2.

Hvis du giver forkerte, mangelfulde eller vildledende oplysninger – enten bevidst eller ved grov uagtsomhed – kan du blive idømt bøde efter retssikkerhedslovens § 12b eller tiltales efter straffelovens § 289a.

Jobcentrets registrering og videregivelse af oplysninger


Jobcentret registrerer de modtagne oplysninger og videregiver oplysningerne til andre offentlige myndigheder, private virksomheder m.fl., der har lovmæssigt krav på oplysningerne eller samarbejder med jobcentret.

Jobcentret sletter oplysningerne, når opbevaringspligten udløber, og et eventuelt arkiveringskrav er opfyldt. Efter arkivering og sletning er oplysningerne ikke længere tilgængelige for jobcentret.

Hvor finder jeg flere oplysninger?

  • Det er muligt at søge yderligere information på www.jobnet.dk
  • Du kan endvidere kontakte dit Jobcenter eller din A-kasse, som kan vejlede om befordringsgodtgørelse.

Kontakt


Jobcenter Mariagerfjord

  •  Korsgade 2 9500 Hobro
  •  97113300

Åbningstider
Mandag-onsdag 10.00-14.30
Torsdag 10.00-17.00
Fredag 10.00-12.00

Telefontider
Mandag-onsdag 8.00-15.30
Torsdag 8.00-17.00
Fredag 8.00-12.00

Udbetaling borger

  •  Korsgade 2 9500 Hobro
  •  97113000

Åbningstider
Mandag-onsdag 10.00 -14.30
Torsdag 10.00 -17.00
Fredag 10.00 -12.00

Telefontider
Mandag-onsdag 10.00 -14.30
Torsdag 10.00 -17.00
Fredag 10.00 -12.00

Opdateret 13.12.18    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?