Ledighedsforløb


Hvad kan du forvente under dit ledighedsforløb?

Når du modtager dagpenge, skal du have et kontaktforløb med dit jobcenter. I det første halve år af din dagpengeperiode skal du have en samtale hver gang, du har modtaget dagpenge i ca. 4 uger. Samtalerne skal du selv booke via Min Side på Jobnet.

Hvis du stadig er ledig, når du har modtaget dagpenge i 26 uger, vil du blive indkaldt til en samtale med både din A-kasse og dit Jobcenter. Samtalen foregår i Job og Uddannelse i Rørholmsgade 8 i Hobro.

Du kan bruge dine samtaler i jobcentret til blandt andet:

  • Hjælp til struktur på din jobsøgning

  • Sparring på jobsøgningsmetoder og materiale

  • Brug af Joblog og Jobnet CV

  • Tips til nyttige hjemmesider

  • Viden om det lokale arbejdsmarked

  • Belyse dine uddannelsesmuligheder

  • Dine muligheder for at blive faglært, hvis du er ufaglært.

  • Råd og vejledning om virksomhedsrettede tilbud  

     

For at du får mest muligt ud af dine samtaler med jobcentret, er der nogle få vigtige ting, du med fordel kan gøre før din samtale:

  • Læs og tag stilling til eventuelle aftaler fra sidste samtale

  • Læs ”Min Plan” på din Jobnet-side og tag stilling til, om den fortsat passer på dig og din jobsøgning

  • Sørg for, at din Joblog er opdateret med vedhæftet jobsøgningsmateriale, så du kan få sparring på dine materialer ved samtalen

  • Skriv spørgsmål ned, så du er sikker på at få stillet dem ved samtalen

Når du modtager dagpenge, skal du være aktivt jobsøgende. Der er mange måder at søge job på, og måden afhænger ofte af den branche, du søger job i. Det er din A-kasse, der bestemmer kravene til din jobsøgning og vurderer, hvorvidt din jobsøgning er tilfredsstillende.

Du dokumenterer din jobsøgning i din Joblog, som du finder på din Jobnet-side. Jobloggen er din ”jobsøgningsdagbog”, og det er her, du skriver, hvor du har søgt job og hvordan du har søgt job. Fordelen er, at både din A-kasse og dit Jobcenter kan se din Joblog. Dertil er Joblog er godt redskab for dig til at holde styr på din jobsøgning. Når du laver en ”log” om et søgt job, har du mulighed for at vedhæfte dit jobsøgningsmateriale. Jo oftere du vedhæfter i din Joblog, jo bedre sparring kan du få på dine materialer til jobsamtaler i dit Jobcenter og i din A-kasse.

Du kan læse mere om hvilke tilbud, der findes ved dit Jobcenter, som kan hjælpe dig i din jobsøgning her  (link)

Når du har været til samtaler i din A-kasse eller dit Jobcenter, vil du få en besked om at læse og kvittere for ”Min Plan”. Det samme gælder, hvis der er lavet aftale om en aktivitet for dig, såsom et kursus eller en virksomhedspraktik. ”Min Plan” er den plan, som du i samarbejde med Jobcenter og A-kasse lægger for din vej til arbejdsmarkedet. Du finder planen på din Jobnet-side. Det er vigtigt, at du læser og tager stilling til din plan, for det er denne plan, vi tager udgangspunkt i, i vores samarbejde med dig.

Jobcentret afholder indimellem informationsmøder eller andre arrangementer, som kan være relevante for dig. Derfor kan du opleve at modtage indkaldelser på din Jobnet-side eller i din e-boks. Det er vigtigt, at du reagerer på disse indkaldelser. Fællessamtaler mellem din A-kasse, dig og Jobcentret vil du også blive indkaldt til. 

Når du bliver ledig, skal du lave et CV på Jobnet. Både din A-kasse og dit Jobcenter har fokus på, at dit Jobnet-CV fortæller præcist, hvad du har lavet tidligere og hvilke kvalifikationer du har. Og det er der en god grund til. ¨

Hver dag bruger arbejdsgivere og jobcentrets egne rekrutteringsfolk Jobnet til at finde medarbejdere til konkrete jobs. De søger ganske enkelt i alle Jobnets CVer, og jo grundigere du har udfyldt dit CV, jo større er chancen for at du bliver fundet til et relevant job. 

I Mariagerfjord Kommune benytter stadig flere virksomheder muligheden for at søge en mulig medarbejder ud på Jobnet, frem for at slå en stilling op.

Når du er jobsøgende kan der være mange ting, du skal huske. Derfor er det en god idé at bruge de forskellige muligheder, du har, for at få påmindelser og sætte din jobsøgning i system, så du også kan holde fri med god samvittighed indimellem.

Tilmeld dig SMS og mail-service på Jobnet, så du får besked, når du skal tjekke jobforslag, booke samtale eller andet på din Jobnet-side.

Brug eventuelt din Joblog til at lægge opgaver eller påmindelser ind til dig selv.

Du kan også få svar på ofte stillede spørgsmål på jobnets egen hjemmeside her (link)

Opdateret 15.11.18    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?