Bygge- og anlægsaffald


Bygge- og anlægsaffald skal sorteres og genanvendes i størst mulig omfang. Dette nedbringer mængden af affald til forbrænding og deponering, og mindsker forbruget af ressourcer.

Frembringer du bygge- og anlægsaffald?

Bygherren har pligt til at anmelde affald som fremkommer ved nedrivninger, renoveringer, tilbygninger og nybyggerier hvis:

  • Der er over 1 tons affald.
  • Affaldet vedrører mere end 10 m2 af en bygning eller et anlæg.

Alle typer affald skal anmeldes uanset om det er forurenet, genanvendeligt, forbrændings- eller deponeringsegnet. 

Bygge- og anlægsaffald skal anmeldes i Byg og Miljø.

Farligt affald

Indgår der farligt affald i byggeaffaldet, skal det anmeldes og håndteres særskilt som farligt affald.

Hvornår kan bygninger indeholde PCB?

Hvis bygningen der nedrives eller renoveres er opført eller renoveret mellem 1950 og 1977, skal bygherre screene bygningen for PCB. Dette gælder også, hvis man skal udskifte termoruder der kan være fremstillet i denne periode. PCB-screeningen foretages sammen med anmeldelsen af byggeaffaldet. 

Hvis PCB-screeningen giver mistanke om PCB-holdigt affald, skal bygherre foretage en PCB-kortlægning af bygningen.

Læs mere om PCB.

Læs yderligere om bygge- og anlægsaffald

Analyseparametre

Miljøafdelingen i Mariagerfjord Kommune har besluttet, at der i forbindelse med screeninger og kortlægninger af nedrivningsejendomme skal analyseres for:

  • Asbest
  • PCB
  • Klor paraffiner (kortkædede)
  • Tungmetalpakken
    - Cadmium
    - Kviksølv 
    - Bly
    - Chrom 
    - Kobber
    - Nikkel
    - Zink

Grænseværdier

Om byggeaffald kan genbruges eller om det skal til forbrænding, almindeligt deponi, særlig behandling på et specialforbrændingsanlæg eller specialdeponi som farligt affald afhænger af koncentrationerne i indholdsstofferne. Grænserne ses i nedenstående tabel.

Stof Uforurenet affald mg/kg TS Forurenet affald mg/kg TS Farligt affald mg/kg TS
PCB < 0,1 0,1 - 50 > 50
Klorerede paraffiner (kortkædede) < 10.000 (< 1 %) - > 10.000 ( > 1 %)
Asbest Ikke påvist Påvist
Cadmium < 0,5 0,5 - 1.000 > 1.000
Chrom < 500 > 500 -
Kobber < 500 500 - 2.500 > 2.500
Nikkel < 30 30 - 1.000 > 1.000
Zink < 500 500 - 2.500 > 2.500
Kviksølv < 1 1 - 500 > 500
Bly < 40 40 - 2.500 > 2.500

Kravene til PCB-kortlægning fås ved Miljøafdelingen i Mariagerfjord Kommune. Når anmeldelsen af arbejdet og kortlægningen indsendes, skal der oplyses:

  • Bygherrens navn og adresse,
  • Dato,
  • Bygherrens underskrift,
  • Navn og adresse på den, der har udført kortlægningen,
  • Dato for kortlægningen,
  • Ejendommens adresse og matrikelbeskrivelse,
  • Byggeår og eventuelle renoveringsår,
  • Resultat af analyser af repræsentative materialeprøver og en beskrivelse af den visuelle vurdering, der ligger til grund for materialeprøver,
  • Forekomsten og mængden af PCB-holdigt materiale,
  • Placering af PCB-holdigt materiale angivet med billede eller tegning, hvor der kan opstå tvivl,
  • Hvordan PCB-holdigt materiale gennem mærkning, skiltning eller andre tiltag er identificeret,
  • Hvordan PCB-holdigt materiale er planlagt fjernet og håndteret,
  • De forventede affaldsmængder- og typer,
  • Den forventede behandling eller anvendelse af affaldet eller den forventede modtager af affaldet.

Bygge- og anlægsaffald skal som minimum sorteres i følgende fraktioner:

  • Natursten, f.eks. granit og flint,
  • Uglaseret tegl (mur- og tagsten),
  • Beton,
  • Blandinger af materialer fra natursten, uglaseret tegl og beton,
  • Jern og metal,
  • Gips,
  • Stenuld,
  • Jord,
  • Asfalt,
  • Blandinger af beton og asfalt,
  • Termoruder, der er egnede til genanvendelse.

Genanvendelige fraktioner, som ikke er bygge- og anlægsaffald, f.eks. pap, plastfolie og paller skal også sorteres fra til genanvendelse.

Genanvendeligt affald, der ikke kan anvendes på stedet, skal afsættes til godkendt modtageanlæg eller anden godkendt genanvendelse. Restaffald, som ikke kan genanvendes, skal bortskaffes til deponi eller forbrænding.

Læs mere på Reno-Nords hjemmeside om, hvilke affaldstyper genbrugspladserne kan modtage.

Nogle byggematerialer kan sagtens genbruges til samme formål, som de har været brugt til hidtil. Det kan f.eks. være mursten eller isolering. Genbrug kan ske uden tilladelse for affaldstyper nr. 1-7 (se bortskaffelse af bygge- og anlægsaffald)
Uforurenet bygge- og anlægsaffald må oplagres på nedrivningsstedet i op til 1 år.

Uforurenede sten-, uglaserede tegl-, mursten- og betonmaterialer eller blandinger heraf, kan efter forarbejdning uden tilladelse anvendes som erstatning for primære råstoffer. Med forarbejdning menes nedknusning til en materialestørrelse svarende til primære råstoffer til samme formål.


Ved uforurenet bygge- og anlægsaffald forstås bygge- og anlægsaffald, hvor det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at affaldet ikke indeholder forurenede materialer eller stoffer i et sådant omfang eller af en sådan art og koncentration, at anvendelsen af affaldet kan have skadelig virkning på miljøet eller menneskers sundhed.

Affaldet må således ikke indeholde forurenende stoffer, herunder stoffer, der kan give anledning til forurenende nedsivning til jord eller grundvand. F.eks. imprægneret træ, PCB, tjære, sod, rester af maling og lak.

Hvis der i forbindelse med nedbrydning benyttes knuseanlæg, skal denne aktivitet anmeldes til Miljøafdelingen. Dette gøres ved at sende en e-mail eller brev, hvori du beskriver den midlertidige aktivitet, hvornår denne skal foregå, i hvilke tidsrum og hvordan miljøbelastningen fra aktiviteten begrænses.

Hører du ikke fra Mariagerfjord Kommune senest 14 dage efter, at din anmeldelse er modtaget, kan du gennemføre aktiviteten som planlagt.

Kontakt


Kristina Rasmussen Christensen

Miljø

  •  97113660
  •  

Opdateret 28.03.19    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?